Start Submission Become a Reviewer

Reading: Kapaciteternes Kredsløb – en analysemodel til vurdering af militære styrkers kvalitet og kam...

Download

A- A+
Alt. Display

Practice-oriented Articles

Kapaciteternes Kredsløb – en analysemodel til vurdering af militære styrkers kvalitet og kampkraft

Author:

Jeppe Plenge Trautner

Baltap Associates, DK
X close

Abstract

An often used Danish war studies analytical format, Krigsførelsens Kredsløb (literally the Warfare Cycle), is critically assessed and found unsuited to the analysis of warfare. Yet, it is merely found to be misnamed. Used as a tool for analyzing the purposes and capabilities of a given armed force and its internal coherence between materiel, organization, and doctrine, the model excels. Such analysis requires the model to be operationalized, and a matrix for the full analysis of a military unit or an entire armed force is proposed. Particular attention is paid to the assessment of military professionalism and of the command culture of the forces analyzed. Thus, the model is renamed the Capability Cycle to reflect its actual best use.

 

Resumé

Krigsførelsens Kredsløb kan ikke analysere krigsførelse, idet den udelader de fleste af de væsentligste faktorer, der former krigsførelse. Modellen er derimod velegnet til analyse af militære styrker fra små enheder til hele forsvar. Den kan bidrage til dels at forklare, hvorfor militære kapaciteter er opstillet som de er, dels vurdere deres parathed til og potentielle styrke i krig. Kredsløbsmodellens indre og ydre rings seks elementer gennemgås, relationerne imellem de seks elementer udredes, og det tilbagevises, at det indre kredsløb – doktrin, organisation og teknologi – skulle søge mod en balance eller et optimum, og begrebet rationalitetsforstyrrende faktorer indarbejdes i modellen. Hvert af de seks elementer omsættes til mellem tre og fem målepunkter, der hver især kan undersøges konkret for en given militær organisation. Særligt begreberne militær professionalisme samt føringskultur udfoldes. Der foreslås i alt 23 målepunkter, der efter behov kan anvendes til at vurdere eget og andres militære forsvar eksempelvis i rammen af landestudier. Grundet modellens anvendelighed til netop analyse af militære kapaciteter snarere end krigsførelse foreslås et navneskifte til Kapaciteternes Kredsløb, på engelsk Capability Cycle.

 

Nøgleord: Krigsteori; Krigsførelsens Kredsløb; doktrin; teknologi; professionalisme; organisation

How to Cite: Trautner, J. P. (2020). Kapaciteternes Kredsløb – en analysemodel til vurdering af militære styrkers kvalitet og kampkraft. Scandinavian Journal of Military Studies, 3(1), 249–264. DOI: http://doi.org/10.31374/sjms.81
52
Views
6
Downloads
  Published on 16 Nov 2020
 Accepted on 03 Jul 2020            Submitted on 15 May 2020

Introduktion

Trods navnet indgår stort set intet af det, der gør krig til krig, i analysemodellen Krigsførelsens Kredsløb. Modellen berører ikke krigsførelse, der omfatter strategi, geografi, kamp, tab, friktion og psykologiske faktorer, og er derfor ikke velegnet til undersøgelse af krigsførelse. Er kredsløbet blot en analytisk blindgyde? Af og til er det fornuftigt at standse arbejdet og overveje, om værktøjet er det rigtige, om det bruges korrekt, og om det skal slibes, repareres eller måske kasseres. I dette tilfælde kommer kassation ikke på tale, for kredsløbsmodellen har trods dens misvisende navn betydeligt potentiale.

I dets nuværende, sporadisk beskrevne form er kredsløbet vanskeligt at anvende. Ophavsmanden til kredsløbets indre ring, major K. V. Nielsen, beskrev kort modellen, som for ham var en analytisk ramme på taktisk niveau snarere end en teori om krigsførelse.1 Senere har brugere af modellen foreslået ganske forskellige tilføjelser og tilgange til anvendelsen, hvilket har gjort den bredere anvendelig, men ikke givet den en sådan substans, at den kan forklare eksempelvis krigsførelse.2

Kredsløbets misvisende navn er en hovedårsag til problemerne, men det hjælper heller ikke, at kredsløbet består af to sammenbyggede analysemodeller med forskelligt sigte. Dets indre ring kan strukturere analyser af militære enheders evne til at få doktrin, materiel og organisation til at passe til opgaverne. Tilføjes den ydre ring, kan det bidrage til at forklare, hvordan militære forsvar på tværs af samfundsforhold og tidsperioder formes af det omgivende samfund (Figur 1).

Figur 1 

Den oprindelige to-rings udgave af Krigsførelsens Kredsløb jf. faggruppe KRIH/STAT (krigshistorie/statskundskab) ved Hærens Officersskole 1994. Reproduceret efter Jensen (2004).

Modellen er i dag bredt kendt i det danske officerskorps, men fortolkes meget forskelligt og anvendes ikke altid lige holdbart.3 Sigtet med nærværende artikel er i rammen af temanummeret at præsentere en fortolkning af analysemodellen, så den bliver mere tilgængelig, substantiel og præcis at arbejde med. I dette bidrag udvikles kredsløbsmodellen til et konkret analytisk værktøj, der kan anvendes til at vurdere det politiske formål og den interne logik i eget og andres militære systemer og kapaciteter og dermed få en indikation på deres grad af professionel kvalitet og forventelige styrke i konflikt og krig.

Ønsker man at tænke systematisk over den altid komplekse militære og strategiske virkelighed, må man forenkle den til få elementer, som man anser for at være særligt væsentlige. Kredsløbsmodellen reducerer virkelighedens væv af faktorer og relationer til blot seks elementer og deres indbyrdes relationer. Når man forenkler komplicerede forhold til få, foretager man væsentlige fravalg. Det afspejler, at man har en mere eller mindre klart tænkt teori om, hvad der er vigtigt, og hvordan tingene påvirker hinanden. Kredsløbet er en model, hvor blot seks elementer er fremhævet på baggrund af en implicit teori om, hvad der er vigtigt. Først når modellens forudsætninger tydeliggøres, og dens elementer og deres relationer forklares, bliver kredsløbets til en relevant teori med et veldefineret anvendelsesområde og forklaringskraft.4

Herunder gennemgås kredsløbets seks elementer, og hvert element omsættes til tre til fem mere konkrete målepunkter, der hver kan beskrives og vurderes, og relationerne imellem de seks elementer forklares.

Det første udgivne bidrag om kredsløbets indre ring skrevet af K. V. Nielsen5 er kort, men giver nogle væsentlige fingerpeg om, hvordan modellen oprindeligt er tænkt ud fra et eksplicit clausewitziansk syn på krigsførelse, hvilket uddybes nedenfor. Indledningsvis er der behov for at overveje begreberne startende med den indre rings tre elementer, der er forsvarets doktriner, organisation og teknologiske niveau. For hvert af de tre elementer udledes her tre til fem faktorer, der konkret kan undersøges for at beskrive elementet, og dermed udgør målepunkter.

Den indre rings tre elementer og deres underliggende faktorer

Forsvarets organisation

Et forsvars ydre ramme er de ressourcer, der stilles til dets rådighed, i form af et politisk besluttet forsvarsbudget, hvis poster kan være øremærket personel samt materiel og drift. Dertil kommer indirekte ressourcer i form af privilegeret adgang til personel gennem fx værnepligt samt til offentlig og privat infrastruktur og forsvarsindustri.6 Derudover er der yderligere tre centrale organisatoriske delelementer, der tilsammen former et forsvars evne til krigsførelse: Krigsorganisationen er dets formelle krigsstrukturer – fra grupper og delinger over kompagnier, eskadroner, eskadrer og wings til de øverste krigsenheder og -hovedkvarterer – og, ikke at forglemme, det logistiske fundament for krigsstrukturen. Krigsorganisationens logistik er altid bygget sammen med samfundets civile struktur, specielt hvad angår forsyninger af fødevarer og energi samt den militære sundhedstjeneste. Dertil kommer forsvarets støttestruktur, der er de delelementer, der bl.a. forvalter og uddanner forsvarets personel og leverer dets infrastruktur og materiel, men som normalt ikke indsættes i kamp. Støttestrukturen omfatter skoler, forvaltningsstabe og infrastruktur, der også er relevante og til rådighed i krigstid. Endelig er der forsvarets fredstidsorganisation, der består af delelementer, som vil være irrelevante eller lavt prioriteret, hvis forsvaret inddrages i en større konventionel krig.7 I en nutidig dansk kontekst kunne det eksempelvis være de af Forsvarets organer, der står for arbejdstidsregnskaber og overenskomstforhandlinger. I beskrivelsen af et forsvars organisation kan man klarlægge omfanget af og balancen mellem krigsorganisationen, støttestrukturen og fredstidsorganisationen, idet balancen mellem de tre er et målepunkt, der fortæller noget om forsvarets faktiske prioriteringer og militære kapacitet.

Som en del af den formelle organisation må også forsvarets bemandingssystem vurderes. Dette fordi personellets sammensætning i antal, levealder og rang samt dets beredskab (herunder dets anvendelse af henholdsvis fastansatte, værnepligtige, reservister og frivillige) har afgørende betydning for dets evne til at opstille militære kapaciteter. Derudover kan man se på dets personelforvaltning, forstået som dets faktiske muligheder for og evne til at tiltrække, uddanne og fastholde relevant personel i det ønskede antal – herunder også hvis langvarige og intensive militære konflikter skulle opstå.

Tæt bundet til bemandingen er forsvarets evne til at skabe militær professionalisme, som er en egenskab bundet til det militære personel, og som både er et produkt af og bidrager til forsvarets doktriner. Professionalisme – et begreb, der uddybes nedenfor – forudsætter, at personellet uddannes og øves, indtil det opnår de for krigsstrukturen og -funktionerne nødvendige kompetencer. Foruden ved uddannelse skabes professionalisme ved de realistiske og krævende øvelser, der giver militære enheder samhørighed og øver evnen til koordination, så de kan fungere under krigens pres.

Forsvarets doktriner

Doktriner kan ses som militære opskrifter, der fortæller soldater på alle niveauer, hvordan man almindeligvis bør løse en taktisk opgave. Opgaven kan være så enkel som at undersøge en vej for miner eller så kompliceret som at lade et korps med 60.000 soldater angribe over Rhinen. I nogle militære systemer er doktriner nærmest ufravigelige, i andre forventes den enkelte officer, sergent og soldat fleksibelt at tilpasse doktrinen til den aktuelle situation og om nødvendigt afvige fra den. Dette valg grunder i det enkelte militære forsvars overordnede opfattelse af krigsførelse. Opfattelsen kan være meget skematisk og mekanisk, hvorved krigsførelsen nærmest ses som et ingeniørprojekt. Det fører til den type styring af krigsførelsen, der på engelsk ofte kaldes Detailed Command eller Orchestrated Command. I andre forsvar og til andre tider er opfattelsen, at krigsførelse er for kompleks og tilfældighedspræget til, at langsigtede og detaljerede planer og detailstyring giver god mening. Sådanne forsvar, som eksempelvis dele af de tyske styrker i det 19. og 20. århundrede, tenderer mod Auftragstaktik eller Mission Command, der opmuntrer førere på alle niveauer til at uddelegere opgaver snarere end at befale handlinger nedad. Man satser da på, at de officerer, sergenter og soldater nede i systemet, der har direkte indsigt i situationen på slagmarken, forstår den overordnede hensigt med den givne opgave og er fornuftige og handler effektivt. De fleste vestlige forsvar ønsker i dag at mestre Auftragstaktik, der dog har den ulempe, at denne metadoktrins succes forudsætter realistisk, intensiv øvelse af alle niveauer for at modne deres dømmekraft og evne til samarbejde. De fleste forsvar ligger et sted imellem yderpunkterne, og at identificere den dominerende føringsideologi mellem Detailed Command og Mission Command indgår i analysen af et forsvars doktriner.8 Også forsvarets ledelseskultur og den grad af motivation, de forskellige personelgrupper udviser, er væsentlige karakteristika, der i betydelig grad kan forme et forsvars kapaciteter. Godt lederskab og høj motivation er dog ikke afgørende for et forsvars evne til at kæmpe. Historisk set er der eksempler på vrangvillige soldater med dårlige ledere, der har kæmpet effektivt baseret på frygt, og eksempler på højt motiverede soldater med fremragende førere, der har fejlet i krig på grund af dårlig strategi, elendig doktrin, utilstrækkelig logistik eller noget helt fjerde.

Forsvarets teknologiske niveau

Dette element udgøres ikke blot af forsvarets materielbeholdning, dvs. antallet af våben, køretøjer, udrustning og kommunikationsudstyr mv., og dets teknologiske stadie samt materiellets tilstand og beredskab, men omfatter også forsvarets teknologianvendelse, der kan betyde lige så meget eller mere for dets kampkraft end materiellets teknologiske niveau. Teknologianvendelsen kan vurderes ved at overveje designfilosofien, der er den praktiske afbalancering af kompliceret, dyr og sårbar frontteknologi versus enklere, billigere og mere afprøvet og robust materiel i et større antal. Desuden kan man vurdere materieløkonomien, der omfatter forsynings- og vedligeholdelsestjenesten, som påvirker, i hvilken grad materiellet kan forsynes med reservedele og repareres, så det reelt er til rådighed i krise og krig. Under materieløkonomien kan man også vurdere forsvarets materielpleje, dvs. dets vedligeholdelse af samt kontrol med materiellets og forsyningers kvalitet, stand og beredskab. Ikke mindst graden af økonomisk helhedssyn, civilt gerne kaldet forretningsforståelse, har desuden stor betydning for, hvor effektiv forsvarets teknologianvendelse er. Hvordan et forsvar indkøber, indfaser, vedligeholder, reparerer, opgraderer og kasserer dets materiel, er af afgørende betydning for dets kampkraft.

Militær professionalisme som et fjerde element?

Ser man på det indre kredsløb, er der især en egenskab, der forekommer underspillet, nemlig forsvarets evne til at skabe og fastholde militær professionalisme.9 Der er et utal af historiske eksempler på forsvar, der har imponeret med deres størrelse, materiel, teknologi, doktriner, infrastruktur og pengerigelighed, men fejlede i militær konflikt. Kort forklaret er kernen i militær professionalisme evnen til korrekt at opfatte og fortolke en militær situation og forudsige de sandsynlige konsekvenser af militære handlinger og dermed kunne vælge en relevant handling og udføre den under krigens ekstreme vilkår. Den menige skal professionelt kunne forudsige, hvad der kan ske, hvis man standser op i et skudfelt. Sergenten skal kunne forudse fjendens og egne muligheder, når man fører en gruppe under kamp i et hus. Kaptajnen skal også forstå kampvognenes logistiske behov og mekaniske pålidelighed når indsat i kamp. Generalen skal kunne forudse modstanderens sandsynlige reaktioner, når en by erobres, og de politiske konsekvenser af de tab, erobringen vil foranledige. Soldater af alle grader skal forstå de for deres niveau og opgaver relevante militære forhold og dynamikker, og denne professionalisme opbygges gennem et samspil af uddannelse, praktisk tjeneste og modning. Jo højere niveau soldaten er på, i jo højere grad skal den militære professionalisme desuden suppleres med generelle civile kompetencer såsom teknisk, didaktisk, økonomisk og juridisk indsigt, foruden evnen til at kommunikere med civile samt generel samfunds- og kulturforståelse og politisk tæft. Er professionalismen utilstrækkelig, er der stor risiko for, at modstanderens evne og vilje samt egne muligheder fejlfortolkes med dårlig strategisk rådgivning, unødige tab og nederlag til følge. Givet professionalismens essentielle betydning kan det overvejes, om den bør gøres til et fjerde element i den indre ring, og i givet fald, hvordan graden af professionalisme i et forsvar estimeres.

Grundlaget for professionalisme er som nævnt individuel uddannelse, der kan afsluttes med afprøvning og certificering. Formel uddannelse gør, at vedkommende kan varetage militære funktioner, ligesom det at bestå en køreprøve gør en til bilist. De færreste med et friskt kørekort er dog dygtige bilister; der skal megen øvelse til, og det skal ske regelmæssigt og i begyndelsen gerne ofte. På samme måde er den militære profession en praktisk profession. Man opnår blot visse grundfærdigheder ved menig-, sergent- og officers- og stabsuddannelser. For at blive i kørekortanalogien kræver hvert højere niveau beherskelse af de foregående. Der er lang vej i såvel uddannelse som erfaring fra at kunne køre en god bil på tør vej i dagslys til at kunne køre et tungt, halvdefekt vogntog med farligt gods i mørke på stærkt trafikerede, snedækkede bjergveje. Den praktiske tjeneste og specielt realistiske øvelser gør, at soldater kan komme til at mestre håndværket, der rækker fra våbenbrug over at kunne yde førstehjælp i kamp og føre grupper og større enheder til at føre militære operationer i koalitioner og rådgive landets politiske ledelse herom. Især de højeste professionelle poster forudsætter mange års krævende og varieret tjeneste. Der er derfor behov for lange, hårde og realistiske øvelser eller krigstjeneste, for at soldater fra menige til generaler kan opbygge professionel dømmekraft, så de hurtigt kan overskue og fortolke komplicerede situationer på deres niveau og hurtigt træffe fornuftige valg.

Civile analogier, som den med kørekort, kan hjælpe til at forklare militære problemstillinger, men rummer den fælde, at såvel civile som soldater i fredstid kan glemme, hvor unik den militære profession er. Blandt de forhold, der adskiller det militære område fra de civile, er, at modstanderne i konflikt og krig aktivt forsøger at sabotere ens planer og handlinger og slå en ihjel. Det sker sjældent i civile sammenhænge. Derudover er konflikt og krig i ekstrem grad præget af uklarhed, kompleksitet og voldsomme følelser, hvilket rammer såvel den enkelte soldat som de enheder og stabe, der forsøger at løse opgaverne i tæt gensidig afhængighed. Og endelig har soldater heldigvis sjældent lejlighed til at øve professionen i langvarige storkrige. Disse forhold og mange andre gør, at den militære profession er anderledes end alle andre professioner og må undervises og øves under andre vilkår og på helt andre måder end civile professioner.

Det er velbeskrevet, at den militære professions udøvere historisk set har haft vanskeligt ved at bevare deres professionalisme, især i langvarige mellemkrigstider, og er blevet overrasket, når krige er startet uventet, hvilket krige oftest gør. Vanskelighederne skyldes, at midlerne til forsvar generelt bliver færre, og rekruttering vanskeligere i fredstid (Tocqueville 1840: II, 2–3–22), og at fraværet af klare og konkrete opgaver giver plads til intriger og klikedannelse (Schellendorff 1895: 248–49). Dertil kommer, at et uundgåeligt stadigt stærkere fokus på fredsmæssig forvaltning kan fortrænge tænkning om og forberedelse af krig, så en stor andel af de militære chefer bliver krigsuegnede (Howard 1962).10 Samtidig svækker fraværet af en ydre fjende det politiske niveaus interesse for og tilsyn med militærets virke, alt imens militærets politiske lydighed og lydhørhed forringes, når der i fraværet af en klar ydre trussel opstår usikkerhed om forsvarets prioritering, rolle og opgaver (Desch 1999; Feaver 2003). For at afbøde det forventelige fredstidsfald kan man trække på erfaringer om, hvordan et forsvar holdes skarpt i fredstid. Det fører for vidt at referere den omfattende litteratur om, hvordan forsvar forbereder sig på endnu ukendte opgaver,11 og her foreslås blot sammenfattende et antal tiltag og vilkår, der fremmer generel militær professionalisme (Boks 1).

Boks 1: Forhold der fremmer militær professionalisme.

  1. Relevant uddannelse: Gennemfører officerer ofte intensive og krævende simuleringer, dilemma-, krise- og krigsspil, både under de formelle uddannelser og i den efterfølgende tjeneste, vænnes den enkelte officer til at tænke fremad og træffe beslutninger i uklare situationer og under tidspres.
  2. Håndværket: Har alt militært personel en til funktionen passende fysisk form, og uddannes de kontinuerligt i professionens praktiske sider såsom våbenbetjening, førstehjælp og føring mv., behersker de håndværket og kan øve realistisk.
  3. Realistisk øvelse: Gennemføres der krævende og realistiske øvelser i enhedsramme, vænnes personel på alle niveauer til at fortolke militære situationer og samarbejde trods mentalt og fysisk pres.
  4. Individuel udvikling: Når flertallet blandt officerskorpset og de erfarne befalingsmænd følger den professionelle debat samtidig med deres aktuelle tjeneste, fornyer og udbygger de aktivt deres professionalisme.
  5. Erfaringsanvendelse: Har forsvaret en levende, decentral professionel dialog, hvor erfarne officerer og befalingsmænd fra alle værn og niveauer konstruktivt kritisk deler viden og erfaringer på skrift, lærer de af erfaringer. Centraliseret erfaringsopsamling kan også bidrage hertil.
  6. Debat: Fører forsvaret en åben, men struktureret debat på grundlag af nylige og historiske nationale og udenlandske militære operationer samt erfaringer fra øvelsespladser, skoler og værksteder, og er forsvarets chefer primi inter pares i debatten, bliver erfaring omsat til indsigt.
  7. Forsvarsudvikling: Gennemfører officerskorpsets top, stabe og skoler kontinuerligt studier og kritiske diskussioner af nye strategiske risici og teknologiske muligheder og deres betydning for forsvarets organisation, materiel og doktrin, udvikles forsvaret.

Der kan alt efter personlig opfattelse og analysens sigte opstilles andre og flere indikatorer for graden af et forsvars militære professionalisme, og de ovennævnte syv er blot eksempler.

Uanset at niveauet af militær professionalisme er helt afgørende for et forsvars kapacitet, og derfor skal vurderes for at få et retvisende billede af forsvarets formåen, er det vanskeligt at indsætte professionalisme som et fjerde element i kredsløbet. Professionalismens karakter, indhold og grænser er omdiskuterede og vanskelige at beskrive og især at måle. Var professionalisme et fjerde element, skulle det afgrænses fra de tre øvrige, som det samtidig påvirker, hvilket ville gøre kredsløbet mere kompliceret og dermed mindre egnet som analysemodel.

Argumentet, at militær professionalisme allerede er indeholdt i det indre kredsløbs tre elementer, er stærkt nok til at afvise professionalisme som et fjerde selvstændigt element. Dog er det klart, at analyse af et militært systems kapacitet må omfatte i alt fald nogle overvejelser om dets grad af professionalisme, for at analysen kan blive retvisende. De syv forhold i Boks 1, der fremmer militær professionalisme, eller en variant af en sådan liste, bør eksplicit indgå, når et militært forsvar analyseres ved hjælp af kredsløbet. Eksempelvis kan de syv forhold indbygges i undersøgelsen af et forsvars doktriner, organisation og teknologiske niveau, som vist i Tabel 1.

Tabel 1

Forslag til, hvordan målepunkter for militær professionalisme kan kobles sammen med den indre rings tre elementer.

Syv foreslåede målepunkter for militær professionalisme Kredsløbets elementer

Doktrin Organisation Teknologi

1. Relevant uddannelse X
2. Håndværket X
3. Realistisk øvelse X
4. Individuel udvikling X X
5. Erfaringsanvendelse X X
6. Debat X X
7. Forsvarsudvikling X X

Nogle indikatorer hører naturligt til inden for et enkelt element. Eksempelvis hører officersuddannelserne og officerers karrierestruktur til inden for elementet organisation, og det er oplagt at vurdere et forsvars uddannelser og øvelsesaktiviteter som en del af dette element. Nogle indikatorer på professionalisme kan genfindes i flere elementer. Analysen må gives en stor grad af frihed, hvad angår definitioner og vurdering, blot graden af professionalisme vurderes.

Det ydre kredsløb

Det indre kredsløb er velegnet til mindre analyser af militære enheder, men ønsker man at vurdere større styrker eller hele forsvar og deres udvikling og politiske formål, er der behov for at inddrage det omgivende samfunds påvirkning. Det ydre kredsløb er en tilføjelse fra omkring 1982, som skyldes Michael H. Clemmesen, der da som major var krigshistorielærer ved Hærens Officersskole. Den ydre ring aspirerer til at forklare samfundets påvirkning af dets militær, hvor de teoretiske udfordringer er svimlende, idet kulturelle, økonomiske og politiske aspekter, der alle utvivlsomt former samfundets militære systemer, filtres sammen. Det ydre kredsløb forenkler med dets blot tre elementer denne opgave ved at foreslå en sammenhæng mellem samfundets ideologi og dets militære doktriner, mellem samfundets økonomiske udviklingsniveau og forsvarets teknologiske niveau samt mellem samfundets politiske struktur og forsvarets organisation. Det er en plausibel og elegant forenkling, der skal udvikles, så den ydre rings grundlag beskrives, og modellen dermed bliver klarere og enklere at arbejde med.12 I meget grundige analyser af et lands militære styrker bør man klarlægge de sociologiske og politiske teoretiske udgangspunkter for analysen af den ydre ring, men i denne sammenhæng fremdrages blot et mindre antal faktorer fra den ydre ring, som anses for særligt relevante. Herunder gennemgås den ydre rings tre elementer og deres faktorer.

Samfundets politiske struktur

Den politiske struktur sætter rammerne for samfundets militære styrker. Magthavere, såvel i diktaturer som i rodfæstede demokratier, forsøger at give militæret den grad af indenrigspolitisk magt, det behøver for at løse dets opgaver, men dog for lidt magt til, at de civile magthavere mister kontrollen over det. I diktaturstater og delvise demokratier må den politiske ledelse svække de militære styrker for at sikre sig grebet om dem. Det sker ofte ved med bestikkelse at opdele styrkerne i rivaliserende enheder, ved at sætte familie, venner og stammefrænder på chefposterne og, som i Sovjet og Kina, ved at lade særlige partiofficerer kontrollere loyaliteten.13 Tæt kontrol med styrkerne giver større politisk pålidelighed, men medfører ofte forringet militær effektivitet. Også demokratier er udfordrede, når der skal sikres en passende balance (Desch 1999; Feaver 2003).14

Selv om forsvarets indenrigspolitiske magt og loyalitet må vurderes, når man undersøger et militært forsvar, er det, som Foster (2005: 92–3) påpeger i sin teori om civil-militære relationer, nødvendigt at undersøge fem faktorer, der tilsammen beskriver, hvor effektiv den civil-militære relation er:

  1. I hvilken grad er forsvaret strategisk effektivt i den forstand, at det besidder relevant militær kapacitet, der understøtter politikernes og samfundets mål?
  2. I hvilken grad evner forsvarets ledelse at give den civile ledelse relevant, politisk og samfundsmæssigt oplyst og professionelt korrekt militær rådgivning?
  3. I hvilken grad efterspørger den civile side, herunder medier, forskere og befolkning, forsvarets professionelle rådgivning, og har civile rådgivere og beslutningstagere evnen og viljen til at lytte og forstå?
  4. I hvilken grad er normer og adfærd i forsvaret kompatible med samfundets?
  5. I hvilken grad er forsvaret og den militære industri økonomisk efficient?

Historisk ses det, at det politiske systems styring af forsvaret kan variere fra den ene regering til den næste, uanset at de formelle styringsmekanismer forbliver de samme. Derfor er en analyse af organisationen ikke altid nok, og man bør undersøge forsvarsministerens, ministeriets og forsvarsudvalgets mv. aktuelle viden, engagement og samspil. Et godt greb kan være at se på, hvilke opgaver forsvaret er givet, hvem de gavner, og hvor klart definerede og foranderlige de er. Fosters analytiske liste er møntet på moderne demokratier med deres forskere, medier og åbne debat. Selv om ikkedemokratier som eksempelvis Rusland og Kina har en delvis offentligt tilgængelig debat om militær doktrin, er dynamikken mellem magthavere, militær og befolkning anderledes, og dette bør indtænkes i analysen af sådanne staters militær styrker.

Endelig er der det helt centrale spørgsmål om forsvarets bemandingsprincipper, der i meget høj grad bestemmer og reflekterer, hvordan forsvaret ledes på politisk niveau. Nogle forsvar er folkeligt forankrede i kraft af værnepligt og befolkningens brede og dybe viden om, aktive medleven i og medindflydelse på forsvarets virke, eksempelvis Finland og Israel. I andre lande kan befolkningens støtte være stor, mens dens involvering og konkrete indsigt i forsvaret er beskeden, eksempelvis USA og måske også Danmark. I atter andre lande er befolkningen enten stort set udelukket fra indsigt og i alt fald indflydelse som i Rusland eller generelt forsvarsuinteresserede og -skeptiske som i Tyskland. De overordnede beslutninger om bemandingen sker med baggrund i samfundets politiske struktur og er en refleksion heraf.

Et andet centralt spørgsmål, der bør undersøges, når et forsvars kapacitet skal vurderes, er officerskorpsets karakter, idet officerskorpset i høj grad reflekterer den politiske hensigt med forsvaret.15 I nogle forsvar er officerskorpset stort set kun rekrutteret på grundlag af dets forventede loyalitet over for magthaverne, i andre vægtes også professionel kompetence, og i atter andre er jobskabelse det primære mål. Endelig varierer også officersuddannelsernes karakter med samfundets politiske struktur. I nogle forsvar og i nogle perioder er officersuddannelserne vægtet til at skabe professionel militær kompetence og en vis kompatibilitet med samfundet, i andre udgør officerskorpsets behov for civil anerkendelse (Clemmesen 2016) eller magthavernes behov for loyalitet afgørende hensyn.

Samfundets økonomiske udviklingsniveau

Samfundets økonomiske system i bredeste forstand, herunder dets produktionsmetoder, teknologi og relative evne til at skabe rigdom, sætter rammerne for dets militær. Det skal her bemærkes, at de militære styrkers prioritering i økonomien reflekterer deres aktuelle politiske prioritet, men at den historiske erfaring er, at militæret hurtigt kan opprioriteres. Ønskes der fra politisk hold en overgang til krigsøkonomi, kan de normale økonomiske mekanismer sættes ud af kraft fra dag til dag. Når samfundet mobiliseres, kan bruttonationalproduktet næsten fordobles, og de militære udgifter ti- til tyvedobles på to-tre år (Tassava 2008).16 Samfund har også en vis robusthed baseret på deres økonomiske systems evne til at understøtte og kompensere for krise eller krig, dels ved omstilling til krigsproduktion, dels i kraft af dets evne til at beskytte befolkningen og vital infrastruktur. At vurdere et samfunds militære kapacitet alene ud fra dets fredstidsbudget og normale økonomi og markedsforhold er vildledende i forhold til dets muligheder i konflikt og krig. Dets grad af forberedthed på og potentiale i krig må inddrages for at give et dækkende billede af dets militære kapacitet.17

Samfundets ideologi

I forhold til et samfunds evne til at opstille militær kapacitet i fred og krig og udholde krigens pres, er et antal ideologiske faktorer væsentlige. Først og fremmest har samfund en vis krigsvillighed, der bestemmer, hvad der skal til, før anvendelsen af militær vold ses som legitim og ønskelig. I lande med udbredt xenofobi, racisme og forestillinger om, at landet er omgivet af fjender og kæmper en eksistenskamp, eller hvor man har en nylig historie med succesrig brug af militæret, må man formode større krigsvillighed.

Dernæst har samfund en grad af tabsvillighed forstået som evnen til at udholde såvel tab af menneskeliv som økonomiske tab. Dertil kommer som et tredje element en grad af humanitarisme forstået som juridisk formaliseret og faktisk udført beskyttelse af fjendens befolkning og soldater i konflikt og krig. Sidstnævnte viser sig i såvel sprogbrugen som praktisk, ved at man i krigsførelsen til en vis grad vælger at skåne eller endda redde liv og førlighed blandt fjendens soldater og civile samt neutrale civile. At redde og skåne modstandere indebærer en direkte omkostning for egne soldater og civile, der må løbe en større risiko, herunder for nederlag, men det kan samtidig være en investering i en hurtigere og bedre fred (Benvenisti 2006). I mindre krige, især oprørskrige, kan der i nogle tilfælde være betydelige politiske og militære gevinster ved at skåne modstandere for på den måde at motivere modstandere til overgivelse, mens oprør i andre tilfælde standses hurtigst med resolut brutalitet.18

De tre afvejninger om krigs- og tabsvillighed samt humanitarisme ligger implicit og eksplicit i kulturer og politiske ideologier, der kan værdsætte krig eller det modsatte. Det må blot huskes, at ideologier, kulturer og prioriteringer er særdeles foranderlige over relativt kort tid. USA og Storbritannien så sig trods et relativt humanitært udgangspunkt af politiske, militære og nok også folkeligt emotionelle grunde tvunget til under anden verdenskrig at afbrænde fjendernes storbyer, herunder med atomvåben.19 Det Tyskland, der rejste sig af asken, har i dag en stærk ideologisk afsky for militærvæsen og krig. Sovjetunionen, der med ekstrem tabsvillighed knuste Det Tredje Rige, var politisk presset af egne tab af soldater i 1980’ernes Afghanistan, om end dets humanitarisme dér var nær nul. En vurdering af krigs- og tabsvillighed samt humanitarisme bør derfor tage udgangspunkt i statens nylige faktiske adfærd snarere end dens historiske kultur og ideologi.

Sammenhængen mellem samfundets ideologi og dets forsvars militære doktriner må antages at være betydelig (Kier 1997: 65–7). De militære midler, der i et givet øjeblik af samfundet anses for at være legale, legitime og værd at investere i, udmøntes i dets militære handlinger. Det ses dog, at enkeltpersoner og -enheder kan opføre sig anderledes end ideologiens forskrifter, eksempelvis general Rommels afvisning af Hitlers ordre om at dræbe tilfangetagne kommandosoldater (Walzer 2006: 38). Også i demokratier ses det, at soldater optræder på tværs af gængse normer, specielt når den øverste ledelse og disciplinen fejler (English 1998; Ricks 2012).

Justering af Kapaciteternes Kredsløb-modellen

Af diskussionen af kredsløbets elementer ovenfor fremgår, at samfundets ideologi kan skifte hurtigt, når dets politiske organisering ændres. Derimod er samfundets underliggende politiske strukturer (eksempelvis dets love, embedsværk, forvaltningsenheder og procedurer) og forsvarets organisation (dets enheder, stabe og procedurer) som helhed nok kun langsomt foranderlige. Dette uanset, at de øverste lag såsom den politiske ledelse og forsvarets kommandostruktur samt dets ressourcetildeling hurtigt kan ændre sig. I analyser og i den grafiske fremstilling vil det derfor være logisk at lade kredsløbets øverste bokse bestå af henholdsvis samfundets politiske struktur og forsvarets organisation. For læsbarhedens skyld kan betegnelserne for de seks elementer forenkles, så ordet ‘forsvarets’ udelades i de indre elementer, og de ydre forenkles. Derudover fjernes teksten ‘ydre miljø’ fra figurens centrum, da den uklart åbner for et utal af faktorer såsom geografi, aktuelle og potentielle fjender og trusler samt allianceforhold. Hvis man inkluderer udefinerede ydre variable, glider man nemt over i en strategisk analyse af landets eller den ikkestatslige aktørs omgivelser og strategi, hvortil kredsløbet er uegnet.

Endelig er det nødvendigt eksplicit at tage stilling til, om modellen er en art ligevægtsmodel, hvor samtlige elementer tænkes elegant at justere sig selv, til der opstår optimal ligevægt.20 Hvis det er tilfældet, vil eksempelvis relevant ny militær teknologi erkendes af det militære system, der inden for de af samfundet givne muligheder anskaffer og implementerer det nye materiel og tilpasser organisation og doktrin, så teknologien udnyttes fuldt ud, og en ny optimal balance genopstår. Denne problemstilling er illustreret med eksemplet i Boks 2.

Boks 2: Balancen mellem organisation, doktrin og materiel i en infanterigruppe.

Panserinfanteridelinger er en grundbyggesten i moderne hærstyrker. En sådan deling er en organisation med en delingsfører og tre til fire grupper med hver seks til 10 soldater. Den rådige teknologi er et pansret køretøj på bælter eller hjul til hver gruppe. Køretøjerne beskytter mod beskydning og er typisk påmonteret våben. De tillader besætningen et vist udsyn, og nogle kan vade eller svømme. Alle kan til en vis grad modstå artilleri, miner, vejsidebomber og beskydning, men jo tungere pansret, desto dyrere, langsommere og vanskeligere at forsyne og vedligeholde er køretøjerne. For at kunne føre kamp vil delingen have radioer, der kan række kortere eller længere og være mere eller mindre resistente mod aflytning, sporing og jamming.

Kredsløbet siger, at denne deling for at fungere effektivt må gives en doktrin forstået som en række standardfremgangsmåder, der formodes at passe til delingens organisation og teknologi og en given modstanders kapaciteter. En justering i teknologien, fx mere langtrækkende radioer, kraftigere våben eller bedre pansring, giver mulighed for en justering af doktrinen, så delingen kan indsættes mere effektivt i forhold til fjenden. Eller muligvis til justering af delingens organisation, så der er fire i stedet for tre pansrede køretøjer i hver deling eller måske en soldat mindre eller ekstra om bord. Nogle pansrede køretøjer har også en kanon (fx Foto 1), der naturligvis giver god ildkraft, men samtidig binder en eller to soldater plus gruppeførerens opmærksomhed til køretøjet. Måske ville delingen, som Owen (2008) foreslår, optræde mere samlet og koordineret og dermed reelt have større kampkraft, hvis ikke køretøjet havde kanonen?

I denne forenklede analyse af en deling melder flere spørgsmål sig: Vil der automatisk ske en hensigtsmæssig justering, så delingens organisation, teknologi og doktrin kommer til at harmonere? Vil harmonien opstå spontant, efter nogen tid eller måske slet ikke? Og hvad foranlediger analyse og justering?

Foto 1: Dansk panserinfanterigruppe foran dens CV9035 infanterikampkøretøj. Foto af Peter Apman Vang, http://instarix.com/media/BRbZH9iBqCc.

Det er god praksis, at enheder efter øvelser og krigsmæssige indsættelser vurderer og lærer af egen indsats og sammen med overordnede, her kompagnichefen, indstiller erkendte behov for justeringer af organisationen, materiellet og doktrinen opad i hierarkiet. Doktrinen er oftest nemmest at justere. Det kan gøres lokalt, så længe skiftet er afstemt med støttende enheder og værn, så der ikke opstår farlige misforståelser. Skal justeringerne af doktrin slå bredt igennem, skal de dokumenteres, sagsbehandles og optages i reglementer, så de kan undervises på kurser og skoler, hvilket tager tid. Materiellet kan være relativt nemt at justere, men større ombygninger og nyindkøb er ofte dyre. Ønskerne til materiel vil givet altid overstige ressourcerne, og nogle højere oppe i organisationen må prioritere, men på hvilket grundlag, og vil det ske hurtigt og rationelt? Organisationen kan nemt justeres på delingsniveau, idet opgaver og roller kan omfordeles. Men er der behov for yderligere uddannelse eller for afgang eller tilgang af personel, skal det overliggende system involveres.

Selv et enkelt lille aspekt af en hærs virke, panserinfanterigruppens organisation, doktrin og personel, demonstrerer en lang række udfordringer, der nok kan analyseres ved hjælp af Krigsførelsens Kredsløbs indre ring, men hvor kredsløbet ikke i sig selv tilbyder en løsning.

Litteraturen om militær læring tilbyder to yderpunkter i tilgangene til, hvordan der opnås en fornuftig balance mellem den indre rings elementer. Der kan anlægges en top-down-tilgang, hvor erfarne eksperters analyse suppleret med troppeforsøg fører til en reglementarisk autoriseret organisation med materiel og doktrin, der passer til hinanden. Alternativet er en heuristisk bottom-up-tilgang, hvor usikkerhed anerkendes som et vilkår, og tilpasningsevne sættes højere end ensartethed (Howard & Wilson 1974). Ved anvendelse af denne tilgang vil organisation, materiel og doktrin blive tilpasset på basis af kontinuerlig dialog mellem det militære systems øvre og nedre lag. Der findes næppe noget militært system, der ligger helt i et yderpunkt på dette område, men der vil ofte være en tendens.

Intet i militærhistorien antyder, at militære systemer automatisk finder en optimal balance mellem doktrin, organisation og teknologi. Tværtimod er det normen, at teknologiske muligheder overses i fredstid og til dels i krigstid, og at doktriner, organisation og teknologi kun sjældent opnår en høj grad af balance (Howard & Wilson 1974: 7–8). I længerevarende krige er der i princippet tid til at gennemføre en mere systematisk optimering af den indre rings tre elementer, men eksempelvis var udviklingen af kampvognsvåbnet under første verdenskrig og anvendelsen af de store flyvevåben under anden verdenskrig præget af alt andet end enighed og rationalitet. En hovedårsag er, at relationerne mellem elementerne og mellem den indre og ydre ring er domineret af rationalitetsforstyrrende faktorer. Disse rækker fra personlige sympatier og antipatier mellem centrale aktører over militært uhensigtsmæssige økonomiske og politiske interesser til selvtjenende adfærd hos personer og grupper. Dertil kommer et utal af potentielle organisationsbundne dysfunktionaliteter samt irrationelle samfundsmæssige følelser såsom overdreven dyrkelse af eller afsky for det militære system plus militære modebølger, der alle kan reducere sammenhængen internt og mellem det ydre og indre kredsløbs elementer.21 Hverken mennesker eller militære systemer er lineært rationelle. For at advare brugeren af Kapaciteternes Kredsløb mod at antage lineær rationalitet, er relationerne mellem figurens elementer og ringe vist med zigzagpile. Endelig fjernes som nævnt ovenfor faktoren ydre miljø. Det endelige Kapaciteternes Kredsløb udsat for forfatterens Bessermachen er vist i Figur 2.

Figur 2 

Analysemodellen Kapaciteternes Kredsløb med justeret tekst og zigzagpile.

Ophavsmanden til det indre kredsløb, major K. V. Nielsen, bringer spørgsmålet om optimering af dets tre elementer på bane i sin beskrivelse og foreslår, at “friktion vil hindre del-kapaciteternes fulde udnyttelse,” men at kapaciteterne “søges optimerede” både før og under krige (1986: 960). Heller ikke han mente, at kredsløbet automatisk ville nå en optimal balance. Tværtimod kaldte han optimeringen af kredsløbene et ’dynamisk strukturproblem’, idet parterne i en krig aktivt forsøger at tilpasse deres kapaciteter, så de rammer modpartens svagheder hårdest muligt, og illustrerede sammenstødet mellem to fjendtlige eller krigsførende parters militære kapaciteter, jf. Figur 3.

Figur 3 

To parters sammenstød gør optimering af respektive kapaciteter til et dynamisk problem. Figuren er omarbejdet efter K. V. Nielsens figur i Om krig (1986: 960).

Set fra et krigsteoretisk perspektiv kan man overveje, om Kapaciteternes Kredsløb tilhører, hvad Høiback og Ydstebo (2012: 90–8) kalder henholdsvis den joministiske og clausewitzianske gruppe af krigsteorier. De førstnævnte teorier fremhæver de systematiske, forudsigelige og apolitiske dele af krige og militære operationer, mens den clausewitzianske tradition lægger vægt på kriges politiske natur og formål, på krigsførelsens uforudsigelighed samt på psykologiske faktorer. Hverken den oprindelige model for Krigsførelsens Kredsløb eller den her foreslåede Kapaciteternes Kredsløb er i sig selv joministiske eller clausewitzianske, men åbne for begge tilgange. Analyserer man eksempelvis en krig ved hjælp af Krigsførelsens Kredsløb med fokus på rationel optimering af doktrin, materiel og organisation, mens man udelader politiske og psykologiske faktorer, er det en joministisk tilgang, der anlægges. Lægger man i sin analyse af to eller flere stridende parter vægt på deres gensidige tilpasning i rammen af krigens usikkerhed og friktion og samfundenes og det politiske niveaus indflydelse på krigen, som K. V. Nielsen gør det i sin figur ovenfor, er tilgangen clausewitziansk. I den her foreslåede model, Kapaciteternes Kredsløb, advares eksplicit mod at anvende modellen til analyse af krigsførelse, da modellen som indledningsvis nævnt ikke eller kun indirekte inddrager de dynamiske og politiske perspektiver på krigsførelse. Heri ligger, ligesom i K. V. Nielsens oprindelige arbejde, en clausewitziansk bias.

Kapaciteternes Kredsløbs anvendelse og begrænsninger

Det indre kredsløbs tre elementer, organisation, teknologi og doktrin, kan lige så vel bruges på en infanterigruppe som på en brigade eller en endnu større enhed og formentlig uanset værn. Den synes lige så velegnet til at strukturere analysen af en oprørsgruppes eller -bevægelses militære evne til at skabe sammenhæng mellem de tre faktorer som en stats forsvarsstyrker. Dette fordi den indre rings påstand er, at der i enhver militær kapacitet er en klar sammenhæng mellem disse tre elementer, og at den sammenhæng kan være mere eller mindre effektiv mod en given modstander. Der er mange måder, hvorpå organisation, teknologi og doktrin kan passe sammen, så det samlede militære system fungerer nogenlunde effektivt i krig, og endnu flere, hvor det bliver ineffektivt. Det er nok ubegrundet optimistisk at mene, at der eksisterer et enkelt optimalt punkt i en omskiftelig verden, hvor modstandere konstant forsøger at modvirke ens styrker og finde og udnytte ens svagheder, og at det kan lade sig gøre at identificere, måle og opnå det optimale punkt. Der er dog en begrundet formodning om, at analyse af egne og modstanderes militære kapaciteter generelt vil føre til bedre forståelse og løsninger, og Kapaciteternes Kredsløb med dets seks elementer og 23 her udledte faktorer (sammenfattet i Boks 3) synes at være et velegnet redskab hertil.

Boks 3: Sammenfatning af Kapaciteternes Kredsløbs seks elementer og i alt 23 faktorer.

1. Forsvarets organisation a. Ressourcer Finansielle input inden og uden for forsvarsbudgettet og adgang til mandskab samt civil infrastruktur og industri mv.
b. Krigsstruktur Formelle og reelle styrker og deres formelle og faktiske beredskab og krigsbrugbarhed givet forsvarets opgaver
c. Støttestruktur Størrelse, omkostning, koordination, efficiens og krigsbrugbarhed
d. Bemanding Antal, rang, alder, sammenhæng med strukturerne, normer, samspil og loyalitet og krigsbrugbarhed
e. Styringsideologi Formelle principper og realitet vedr. styring af det samlede system og vægtning af krigsbrugbarhed
2. Forsvarets doktriner a. Føringsideologi I spektret Mission Command til Detailed Command, formelt og reelt, samt ledelseskultur og motivation
b. Værnsintegration Graden af gensidig forstærkning mellem tjenestegrene og værn, vægtning af domæner og samvirkemekanismer
c. Øvelsesvirksomhed Hyppighed, intensitet, formater, formelle og reelle mål
d. Professionalisme Syv målepunkter: relevant uddannelse, håndværk, realistiske øvelser, individuel udvikling, erfaringsanvendelse, debat samt forsvarsudvikling
3. Forsvarets teknologiske niveau a. Materielbeholdning Antal, formel og reel kvalitet og rådighed, beredskab, sammenhæng med bemanding og logistisk struktur
b. Teknologianvendelse Forsvarets principper for kvalitet vs. mængde, robusthed, vedligeholdelse, ejerskabsomkostninger og logistik
c. Materieløkonomi Budgetandel, fornyelsesrate, materielcyklus og transparens
4. Samfundets politiske struktur a. Forsvarsstyring Forsvarets politiske magt og loyalitet mod politisk niveau som set i styringens organisation og effektivitet
b. Rådgivningsrelation Forsvarets evne og vilje til at rådgive, politisk niveaus evne og vilje til at modtage rådgivning og give klare, opnåelige mål
c. Samfundsintegration Forsvarets kulturelle kompatibilitet med samfundet
d. Officerskorpset Baggrund, uddannelser, kompensation og normer
5. Samfundets ideologi a. Krigsvillighed Politisk og i befolkningen, retorisk og historisk
b. Tabsvillighed Vilje til at tåle egne tab i konflikt og krig
c. Humanitarisme Selvpålagte begrænsninger i krigsforberedelse og krigsførelse
6. Samfundets økonomi a. Samfundsøkonomien Relativt teknologisk niveau, produktionsmetoder og fordeling
b. Forsvarsudgifter BNP-andel historisk, dynamikker, muligheder i krise og krig
c. Militærindustriel efficiens Samspil mellem forsvar og industri, formelle og reelle mål og kapacitet, efficiens i fred, krise og krig
d. Mobiliserings-kapacitet Økonomisk, befolkningsmæssig, industriel og strukturel kapacitet og robusthed (inkl. civilforsvar) i fred, krise og krig

Hvad kredsløbet kan bruges til

Den eksisterende model, Krigsførelsens Kredsløb, er enkel, elegant og bredt kendt og anvendt i det danske forsvar. Den har været underbeskrevet og derfor inspireret til anvendelser, der ikke altid har været stringente. Især synes tanken om en logisk, klar og opnåelig og endog automatisk balance mellem det indre kredsløbs elementer at have ført til lidt naive analyser. Når man gennemgår modellen i lyset af generelle militære erfaringer og forskningslitteratur, ses det, at dens potentiale ikke ligger i analyse af krigsførelse, men i analyse af militære kapaciteter af alle størrelser fra grupper til nationale forsvarsstyrker, herunder ved inddragelse af det ydre kredsløb. Ved at klarlægge kredsløbsmodellens sigte og udlede 23 faktorer hørende til de seks elementer opstår analyseredskabet Kapaciteternes Kredsløb (på engelsk Capability Cycle), der er velegnet til at strukturere beskrivelsen og vurderingen af et militært forsvars aktuelle kapacitet, herunder dets evne til at omstille sig til nye opgaver.

Metaforisk beskrevet er Kapaciteternes Kredsløb et analytisk røntgenapparat, der er velegnet til at tage et øjebliksbillede af militære kapaciteter fra gruppestørrelse og helt op til komplette forsvar og deres samfundsmæssige forankring. Ud fra et sådant billede kan man udlede meget om militære forsvars – for at blive i røntgenmetaforen – knogler og muskler og til en vis grad vurdere, om deres organer og større nervebaner ligger inden for normalbilledet. Man vil kunne konstatere, om der er større skader og brud, men ikke sige noget om, hvorvidt det militære system i øvrigt fungerer. Med Kapaciteternes Kredsløb kan man blot afdække et forsvars aktuelle styrke og potentiale på kort sigt og udlede noget om dets nære fortid, men ikke forudsige forsvarets fremtid ud over en kort periode og næppe heller dets handlinger. Holder man sig disse begrænsninger for øje, kan analyser med kredsløbsmodellen bidrage til at skabe klarhed over såvel eget som andre forsvars og samfunds aktuelle militære muligheder – hvilket ikke mindst vil være nyttigt for egen forsvarsplanlægning.

Kredsløbet bør alene anvendes til analyse af militære kapaciteter, idet det ikke egner sig til at rumme bl.a. de politiske og samfundsmæssige dynamikker endsige geografien, friktionen og tilfældigheden, der kendetegner konflikter og krige. Når det er konstateret, er den indre ring i sig selv fortsat en udmærket lille analysemodel, der kan bidrage til forståelsen af operative kapaciteters balance mellem materiel, organisation og doktrin både i fred og i krig. Såvel den samlede model som den indre ring brugt alene kan anvendes både på aktuelle og historiske eksempler, og om den militære organisation, der undersøges, er en terrorgruppe, en milits eller en moderne stats forsvarsstyrker, synes ikke afgørende. Når Kapaciteternes Kredsløb anvendes som analysemodel, opnår man et billede af, dels hvad en given militær kapacitet kan, dels hvorfor den er organiseret, udrustet og beredt til at kæmpe på en bestemt måde, og det bidrager til grundlaget for egentlig strategisk analyse.

Notes

1I kapitlet ’Krigsfilosofi og militærteorier’ i kommentarbindet til den danske 1986-udgave af Om krig (Clausewitz 1986). 

2Mere om modellens tilblivelseshistorie samt et forslag til en positivistisk tilgang til dets anvendelse hos Jensen (2004). En oversigt over fortolkninger af kredsløbet og et forslag til justering gives af Michaelsen (2013). 

3Jf. anvendelseshistorien og analyse i Sjøgren (2018). 

4Se også Søren Nørby og Søren Sjøgrens bidrag ’Krigsførelsens Kredsløbs hvem, hvad, hvor’ i dette temanummer. 

5K. V. Nielsen, ’Krigsfilosofi og militærteorier’, i Clausewitz (1986: 958–60). 

6Om metodik for beregning af et forsvars ressourceforbrug, herunder alternativomkostningen ved værnepligt, se Nordlund & Öström (2016: 19–21). 

7De fleste europæiske forsvar har som det danske siden 1990’erne haft mindre styrker udsendt i lange perioder, typisk to til fire procent af deres samlede personeltal målt i årsværk. Udsendelsernes andel af personellet har gjort, at størsteparten af disse forsvar fungerer i fredstidsmodus. 

8Føringsideologi, også kaldet føringskultur eller føringsfilosofi, er et militært forskningsemne. Blandt væsentlige nyere udgivelser er bl.a. Finkel & Tlamim (2011) og Shamir (2011). 

9Begrebet militær professionalisme er hyppigt anvendt, men underbeskrevet. Militærsociologer og civil-militære relationsforskere som Samuel Huntington, Samuel Finer og Morris Janowitz lægger vægten på professionens magt og relation til samfundet, organisationsteoretikere på, hvad der afgrænser professioner, og forfattere med militær baggrund som Clausewitz, Michael E. Howard og Williamson Murray på de særlige vilkår for at opnå dygtighed på det militære område. Her lægges vægten funktionalistisk på, hvad der konkret kan siges at kendetegne soldaters professionalisme. 

10For et casestudie om de britiske og franske forsvars udfordringer med professionalismen mellem første og anden verdenskrig se Kier (1997). 

11Blandt klassikerne er den allerede nævnte tekst af Howard fra 1962, ’The Use and Abuse of Military History’, samt inden for civil-militære relationer Huntington (1957) og Janowitz (1960). Blandt nyere mere specifikke bidrag kan nævnes Biddle (2004) og van Creveld (2017: 59–61). 

12Opdelingen af den ydre ring i disse tre elementer er i tråd med den ofte anvendte tredeling af indflydelsessfærer eller magtbaser i en ideologisk/kulturel, en økonomisk og en politisk, som Marx, Weber, Durkheim og mange senere sociologer lægger til grund for deres samfundsanalyse. 

13Et illustrativt studie af det arabiske forsvar af Atkine (1999) blotlægger en række kontrolmekanismer, der bl.a. kan genfindes i europæiske post-sovjetiske militære styrker. 

14Der er en række konkurrerende og omdiskuterede praktiske og akademiske tilgange til demokratiernes udfordringer med at styre og kontrollere deres militære styrker, og forskningsområder såsom Civil-Military Relations og Democratic Control with the Armed Forces har affødt en række definerende bidrag (cf. Feaver 2003; Finer 1962; Foster 2005; Janowitz 1960; Huntington 1957). For en kort opsummering af teorierne om civil kontrol se Cohen (2002: 262–89). 

15Et væsentligt historisk baseret teoriarbejde, Kier (1997), viser denne side af det civil-militære samspil. 

16Om de industrialiserede landes mobilisering af samfundsøkonomien se Chickering, Förster & Greiner (2005). 

17Denne observation er inspireret af Cooper (2016). 

18For en diskussion af demokratiernes udfordringer i oprørskrige se Merom (2003). Sri Lankas nedkæmpelse af de Tamilske Tigre i 2009 og den syrisk-russiske ødelæggelse af bl.a. Aleppo i 2016 viser, at oprørskrig kan afsluttes hurtigt med overlegen magt. 

19Om demokratiernes historiske villighed til at bruge totale midler i krig se Chickering & Förster (2005). 

20Der lægges op til, at den indre rings elementer justerer sig, så det militære system tilpasses opgaven, jf. Michaelsen (2013: 43–4, 47). Antagelsen om automatisk rationalitet og optimering er også eksplicit hos Jensen (2004). Antagelsen om automatisk optimering anfægtes i diskussionsafsnittet hos Sjøgren (2018). 

21Krigshistorie, der ikke har forherligelse af parter eller krige som formål, er veritable kataloger over parternes fejl. Bl.a. trebindsværket Military Effectiveness af Murray & Millett (2010) giver en systematisk behandling af fejl i krigsførelse. 

Tak

Forfatteren takker Michael H. Clemmesen for begrebet ‘rationalitetsforstyrrende faktorer’.

Competing Interests

The author has no competing interests to declare.

Litteratur

  1. Atkine, N. B. d. (1999). Why Arabs Lose Wars. Middle East Quarterly, december. Hentet fra https://www.meforum.org/441/why-arabs-lose-wars 

  2. Benvenisti, E. (2006). Human Dignity in Combat: The Duty to Spare Enemy Civilians. Israel Law Review, 39(2). DOI: https://doi.org/10.1017/S0021223700013029 

  3. Biddle, S. D. (2004). Military power: Explaining victory and defeat in modern battle. Princeton, NJ: Princeton University Press. DOI: https://doi.org/10.1515/9781400837823 

  4. Chickering, R., & Förster, S. (2005). A World at Total War: Global Conflict and the Politics of Destruction, 1937–1945. I. R. Chickering, S. Förster & B. Greiner (red.) (s. 1–16). Cambridge: Cambridge University Press. DOI: https://doi.org/10.1017/CBO9781139052382 

  5. Chickering, R., Förster, S., & Greiner, B. (Red.). (2005). A World at Total War: Global Conflict and the Politics of Destruction, 1937–1945. Cambridge: Cambridge University Press. DOI: https://doi.org/10.1017/CBO9781139052382 

  6. Clausewitz, C. v. (1986). Om Krig. Oversat og redigeret af Niels Berg (bind 1–3). København: Rhodos. 

  7. Clemmesen, M. H. (2016). Mellem militær professionalisme og civile hattefjer: Danske officersuddannelser gennem tiderne. Militært Tidsskrift/Krigsvidenskab.dk. Hentet fra www.krigsvidenskab.dk/mellem-militaer-professionalisme-og-civile-hattefjer-danske-officersuddannelser-gennem-tiderne 

  8. Cohen, E. A. (2002). Supreme Command – Soldiers, Statesmen and Leadership in Wartime. London: Simon & Schuster. 

  9. Cooper, J. (2016). If War Comes Tomorrow: How Russia Prepares for Possible Armed Aggression (Whitehall Report No. 4–16). London: Royal United Services Institute. 

  10. Creveld, M. v. (2017). More on war (1. udgave). Oxford: Oxford University Press. 

  11. Desch, M. C. (1999). Civilian Control of the Military: The Changing Security Environment. Baltimore: Johns Hopkins University Press. 

  12. English, J. A. (1998). Lament for an Army: The Decline of Canadian Military Professionalism (Contemporary Affairs Series). Toronto: Irwin. DOI: https://doi.org/10.2307/40203338 

  13. Feaver, P. D. (2003). Armed Servants: Agency, Oversight, and Civil-Military Relations. Cambridge, MA: Harvard University Press. DOI: https://doi.org/10.4159/9780674036772 

  14. Finer, S. (1962). The Man on Horseback: The Role of the Military in Politics. London: Pall Mall Press. 

  15. Finkel, M., & Tlamim, M. (2011). On flexibility: Recovery from technological and doctrinal surprise on the battlefield. Stanford, CA: Stanford Security Studies. DOI: https://doi.org/10.1515/9780804777155 

  16. Foster, G. D. (2005). Civil-Military Relations: The Postmodern Democratic Challenge. World Affairs, 167(3), 91–100. DOI: https://doi.org/10.3200/WAFS.167.3.91-100 

  17. Høiback, H., & Ydstebo, P. (2012). Krigens vitenskap: En innfoering i militaerteori. Oslo: Abstrakt. 

  18. Howard, M. (1962). The Use and Abuse of Military History. RUSI Journal, 138(1), 26–30. DOI: https://doi.org/10.1080/03071849308445676 

  19. Howard, M., & Wilson, A. J. (1974). Military Science in an Age of Peace. The RUSI Journal, 119(1), 3–11. DOI: https://doi.org/10.1080/03071847409421160 

  20. Huntington, S. (1957). The Soldier and the State: The Theory and Politics of Civil-Military Relations. New York, NY: Belknap Press. 

  21. Janowitz, M. (1960). The Professional Soldier: A Social and Political Portrait. New York, NY: The Free Press. DOI: https://doi.org/10.2307/1891771 

  22. Jensen, M. S. (2004). Krigsførelsens kredsløb. Militært Tidsskrift, 133(2). 

  23. Kier, E. (1997). Imagining war: French and British military doctrine between the wars. Princeton, NJ: Princeton University Press. 

  24. Merom, G. (2003). How democracies lose small wars: State, society, and the failures of France in Algeria, Israel in Lebanon, and the United States in Vietnam. Cambridge: Cambridge University Press. DOI: https://doi.org/10.1017/CBO9780511808227 

  25. Michaelsen, H. P. H. (2013). Kredsløbsforstyrrelser. Militært Tidsskrift, 141(1), 42–57. 

  26. Millett, A. R., & Murray, W. (2010). Military Effectiveness: Volume 2, The Interwar Period. Cambridge: Cambridge University Press. 

  27. Nielsen, K. V. ”Krigsfilosofi og militærteorier” i Clausewitz, C. v. (1986). Om Krig. Oversat og redigeret af Niels Berg (bind 3). København: Rhodos. 

  28. Nordlund, P., & Öström, B. (2016). Svenska Försvarsudgifter – I nordisk jämförelse (No. FOI-R 4238 SE). Totalförsvarets forskningsinstitut (FOI). 

  29. Owen, W. F. (2008). The Manoeuvre Warfare Fraud. RUSI Journal, 153(4), 62–67. DOI: https://doi.org/10.1080/03071840802386224 

  30. Ricks, T. E. (2012). General Failure. The Atlantic, november. Hentet fra https://www.theatlantic.com/magazine/archive/2012/11/general-failure/309148/ 

  31. Schellendorff, B. (1895). Duties of the General Staff. Oversættelse ved LTC W. A. H. Hare. London: HM Stationary Office. 

  32. Shamir, E. (2011). Transforming command: The pursuit of mission command in the U.S., British, and Israeli armies. Stanford, CA: Stanford Security Studies. 

  33. Sjøgren, S. (2018). Hvad er Krigsførelsens kredsløb og hvad kan vi med det? Krigsvidenskab.dk. Hentet fra https://krigsvidenskab.dk/hvad-er-krigsfoerelsens-kredsloeb-og-hvad-kan-vi-med-det 

  34. Sjøgren, S., & Nørby, S. (2020). Krigsførelsens Kredsløbs hvem, hvad, hvor. Scandinavian Journal of Military Studies, 3(1), 210–222. DOI: https://doi.org/10.31374/sjms.76 

  35. Tassava, C. H. (2008). The American Economy during World War II. Economic History Association. Hentet fra https://eh.net/encyclopedia/the-american-economy-during-world-war-ii/ 

  36. Tocqueville, A. d. (1840). Democracy in America. Hentet fra http://seas3.elte.hu/coursematerial/LojkoMiklos/Alexis-de-Tocqueville-Democracy-in-America.pdf 

  37. Walzer, M. (2006). Just and unjust wars: A moral argument with historical illustrations (4. udgave). New York, NY: Basic Books. DOI: https://doi.org/10.1111/j.1748-0922.1978.tb00022.x