Start Submission Become a Reviewer

Reading: Krigsførelsens Kredsløb i et videnskabsteoretisk perspektiv – teorier, modeller og virkelighed

Download

A- A+
Alt. Display

Practice-oriented Articles

Krigsførelsens Kredsløb i et videnskabsteoretisk perspektiv – teorier, modeller og virkelighed

Author:

Søren Sjøgren

Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet, DK
X close

Abstract

The Capability Cycle is a model that can be used to structure thinking about military capability. If, however, the intent is to analyze or explain specific problems scientifically, it needs to be linked with theory. The choice of theory is not implicit in the Capability Cycle and must be spelled out each time the model is used and always linked to the problem at hand.

There is no single authoritative interpretation of the Capability Cycle. Instead, the three dominant versions of the Capability Cycle operationalize the model from very different epistemological as wells as ontological positions, and the Capability Cycle’s authors do not always justify their analytical choices. The scientific discussion on the Capability Cycle has focused more on who said what during the development of the model than on the model’s claims of cause and effects, mechanisms, and premises. Greater clarity on the latter is a prerequisite for using it in a scientific manner, however.

This article analyzes the philosophical premises for the three variants of the Capability Cycle. It enables users to engage in a critical discussion of the Capability Cycle. The aim is to enable its users to link the model with theory that is either appropriate or useful to understand the matter under inquiry or to discard the Capability Cycle as a tool to understand that specific problem.

 

Resumé

Krigsførelsens Kredsløb er en struktur eller en enkel model til strukturere tænkning om militære kapabiliteter. Men modellen skal suppleres med teori, hvis den skal bruges til at forklare eller analysere konkrete problemer. Valg af teori afhænger af de grundantagelser, man gør sig om det sagsforhold, man forsøger at forstå. Det skal bestemmes fra gang til gang og i relation til den konkrete problemstilling. Formålet med denne artikel er at øge bevidstheden om, hvad Krigsførelsens Kredsløb kan og ikke kan.

Krigsførelsens Kredsløb er gennem tiden blevet brugt og operationaliseret med ganske forskellige syn på virkelighed og viden, uden at kredsløbets forfatterne har været eksplicitte herom. Den videnskabelige diskussion har i hovedtræk bestået af idéhistoriske forsøg på at opspore, hvad kredsløbets forfattere mente, og hvem der var ophavsmand til hvad. For den, der ønsker at arbejde videnskabeligt, er det nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt at kortlægge, hvad andre har ment. Man må selvstændigt, kritisk udlægge sine grundantagelser om den sag, man vil undersøge. Man må selv svare på, hvad det er, man undersøger, og hvordan man mener at kunne vide noget om det.

Denne artikel vil gøre brugere af Krigsførelsens Kredsløb i stand til enten at koble modellen med en teori og et videnssyn, der er passende til at lave en videnskabelig analyse af en konkret problemstilling, eller til at forkaste den som uanvendelig til det konkrete formål.

 

Keywords: Krigsførelsens Kredsløb; videnskabsteori; videnskab

How to Cite: Sjøgren, S. (2020). Krigsførelsens Kredsløb i et videnskabsteoretisk perspektiv – teorier, modeller og virkelighed. Scandinavian Journal of Military Studies, 3(1), 223–238. DOI: http://doi.org/10.31374/sjms.77
55
Views
22
Downloads
1
Twitter
  Published on 16 Nov 2020
 Accepted on 03 Jul 2020            Submitted on 12 May 2020

Indledning

Krigsførelsens Kredsløb er en struktur, der kan give brugeren et overblik over det meget komplekse fænomen, som et lands militære kapabilitet er. Den har sine styrker i at være enkel og intuitiv, og den har gennem mange år vist sig brugbar til at beskrive den militære praksis, bl.a. ved klart at afgrænse det militære rum. Der er imidlertid langt fra en enkel og intuitiv repræsentation af et komplekst fænomen, som har været nyttig i praksis, til at konkludere, at man har udviklet en egentlig videnskabelig teori, som kan forklare det fænomen, som man forsøger at få et overblik over. Krigsførelsens Kredsløb rummer et forførende element, idet brugeren kan forledes til at tro, at man alene ved at bruge kredsløbet får det fulde overblik: at man både kan opgøre og forklare et lands militære kapabilitet, og at man kan forstå ændringer i fortiden eller endog forudsige ændringer i fremtiden. Men kredsløbet er ikke en komplet teori, og alle elementer spiller ikke altid ind på samme måde.

Kredsløbet er alene en repræsentation af et bestemt udsnit af virkeligheden. Modellen har historisk vist sig nyttig for praktikere (Sjøgren & Nørby 2020). Men hvis man vil arbejde videnskabeligt i forhold til at forklare eller forstå forhold i verden, har man brug for teori om, hvordan verden fungerer. Det er teorier, der siger noget om årsagssammenhænge: hvorfor A medfører B, eller hvordan vi kan forstå relationen mellem A og B. Teorier kan visualiseres i modeller, der siger noget om, hvordan teorierne specifikt tænker et bestemt udsnit af virkeligheden. Historisk har de, som har anvendt Krigsførelsens Kredsløb, også gjort dette, men som oftest ganske implicit. Denne artikel demonstrerer, hvordan forskellige forfattere har udlagt kredsløbet i lyset af meget forskellige teorier og grundantagelser. Det følger nemlig ikke, at man alene ved at betragte modellen kan udlede ét bestemt videnskabsteoretisk ståsted eller specifikke årsagssammenhænge. Der eksisterer flere muligheder. Krigsførelsens Kredsløb er i sig selv ikke nogen teori (Sjøgren 2018). Måske er det ikke engang en videnskabelig model, men alene en huskeliste eller en hypotesegenerator, som kan anvendes i arbejdet med at analysere militære kapabiliteter. En liste, der skal tilføres teori, hvis man vil forklare eller forudsige noget som helst.

Artiklens udgangspunkt er spørgsmålet om, hvorvidt eller hvordan Krigsførelsens Kredsløb kan anvendes i videnskabeligt arbejde. I det lys analyserer artiklen tre klassiske og bredt citerede udlægninger af Krigsførelsens Kredsløb fra Militært Tidsskrift fra perioden 1985-2013. Artiklen viser, hvordan bidragene til dette temanummer af Scandinavian Journal of Military Studies (SJMS) på hver deres måde supplerer kredsløbet med teori for at skabe forklaringskraft. Derudover viser den, at modellen skal kobles med teori for at opnå forklaringskraft, og at man kan bruge vidt forskellige teorier sammen med modellen. Hvilken teori der er den rigtige at supplere med, kan alene afgøres i forhold til det konkrete sagsforhold: det specifikke udsnit af virkeligheden, som man forsøger at undersøge. Man må derfor være eksplicit om sine antagelser og sine valg. Man må sikre sig, at virkelighed, videnssyn og teori hænger sammen.

Konklusionen er frisættende: Vi kan anvende kredsløbet som struktur, hvor vi kan lægge til eller beskære i forhold til den sag, vi undersøger. Det kan hjælpe med at udvikle hypoteser om sammenhænge eller pege på problemer. Det kan dermed hjælpe os med at skabe overblik. Men når vi ønsker at forklare sagsforhold, må vi hente supplerende teori. Vi kan ikke sige, at vi ved noget alene med afsæt i Krigsførelsens Kredsløb.

Artiklens opbygning

Artiklen bygger en videnskabsteoretisk bro mellem den historiske introduktionsartikel og de øvrige artikler i dette SJMS-temanummer. Den hjælper læseren med at udpege de videnskabsteoretiske greb, som de forskellige bidrag foretager for at operationalisere Krigsførelsens Kredsløb. Det er dernæst op til læseren selv at afgøre, om de har ret i deres antagelser og deres valg af teori i forhold til sagens natur.

Artiklens første del er udpræget teoretisk. Denne del præsenterer de værktøjer, som vi skal bringe i spil med henblik på at forstå Krigsførelsens Kredsløb i et videnskabsteoretisk perspektiv: distinktionen teori og model – fire grundmodeller samt grundantagelser om viden og virkelighed.

Artiklens anden del bruger grundantagelserne til at gennemføre en analyse af tre forskellige udlægninger af Krigsførelsens Kredsløb: Bergsteins (1985) rationalistiske udlægning, Jensens (2004) realistiske og Michaelsens (2013) funktionalistiske. Marrups (2020) og Trautners (2020) forslag til justeringer anvendes som kritiske interventioner, idet de hver især påpeger forskellige teoretiske og praktiske problemer i udlægningerne.

Hvad er videnskabelighed?

Videnskabsteorien beskæftiger sig bl.a. med spørgsmålet om, hvordan videnskabelig viden adskiller sig fra andre former for viden. Det er det såkaldte demarkationsproblem. Allerede i antikken skelnede den græske filosof Aristoteles mellem tre former for viden: (1) episteme, som er videnskabelig viden om nødvendige sandheder, (2) techne, som er håndværk, kunst eller færdigheder, og (3) phronesis, som er praktisk/moralsk fornuft (Aristotle 2011: 1139b14ff). Målet for den videnskabelige viden er sandhed; for håndværket såvel som den praktiske fornuft er målet handling eller nytte. Aristoteles’ idéer fra antikken kan vi genfinde i diskussioner om videnskab i dag: I forordet til dette temanummer skelner Jakobsen eksempelvis mellem Teori med stort T og teori med lille t. Jakobsen appellerer til, at man med afsæt i teori med lille t bør interessere sig for, hvordan man kan omsætte sin teori til ’øl og cigarer ude i empirien’ (Jakobsen 2020). Men hvis idealet for videnskaben ikke længere er sandhed, men nytte, er man på kant med de klassiske og i øvrigt meget hårde definitioner af videnskab. Der er sidenhen kommet andre perspektiver til, der argumenterer for at opbløde dette forhold.

Modne videnskaber er kendetegnet ved at have et eller flere fast definerede genstandsfelter med tilhørende teorier og metoder til at stille videnskabelige spørgsmål. Det er her klart afgrænset, hvad der tæller som viden, og hvad der ikke gør. Videnskaben bedrives efter bestemte idealer, og man kan kalde sin metode videnskabelig, såfremt man konsekvent bruger den, som faget foreskriver. Hvert fag har sit eget genstandsfelt, sine metoder og sine idealer. Som eksempel kan vi lave en grov opdeling mellem naturvidenskaberne og humanvidenskaberne: Naturvidenskaberne har fokus på kvantitative metoder, der måler objektive og konkrete fænomener. Forskeren skal distancere sig, således at subjektiviteten ikke forurener data. Gennem eksperimenter, ensartede målinger og kontrol søger forskeren at udlede lovmæssigheder; viden er sand i enhver kontekst. Humanvidenskaberne vil modsat have fokus på forståelse og fortolkning. Det kommer til udtryk i kvalitative metoder og en antagelse om, at man aldrig kan skille den, der erkender noget, fra det, som erkendes. Modsat naturvidenskabernes objektive erkendelsesideal er humanvidenskabernes som udgangspunkt subjektivistisk eller konstruktivistisk, således at også forskerens egne forestillinger skal medtænkes i vidensskabelsen. Under humanvidenskaberne sorterer både humaniora og samfundsvidenskaben. Førstnævnte er generelt mere subjektivistisk præget end sidstnævnte.

Hvordan bedriver man militær videnskab?

Den norske filosof og oberstløjtnant Harald Høiback har defineret hele studiet af krigsførelse som værende i en præparadigmefase (2015: 186). Det er en periode med divergerende beskrivelser og fortolkninger af, hvad militær videnskab er, hvordan den skal bedrives, og hvordan vi overhovedet kan stille videnskabelige spørgsmål. Det kan forklare, hvordan bidragene i nærværende nummer trækker på ganske forskellige grundantagelser. Høiback argumenterer for, at der hverken er enighed om, efter hvilke normer den militære videnskab bedrives, eller om afgrænsningen af genstandsfeltet. Høiback kobler sig dermed til filosoffen Thomas Kuhns begreb om paradigmer. For Kuhn er videnskab kendetegnet ved puzzle solving (Kuhn 2016: 35–42). Det er videnskabens evne til at løse videnskabelige problemer. Videnskabelige fremskridt sker ikke i løbende progression, men i revolutioner, hvor paradigmer forlades, når de ikke længere kan producere tilfredsstillende svar. Opgivelsen af teorien om, at Jorden er centrum i universet, til fordel for en ny teori om, at Jorden roterer om Solen, er et eksempel på et ’paradigmeskifte’. Hos Kuhn kan paradigmer, som man godt ved er falske, stadig fastholdes, så længe de er nyttige til at løse videnskabelige puzzles. Samtidig angiver Kuhn, at paradigmer er yderst sejlivede. Paradigmeskifter er hverken noget, som sker ofte eller let.

En alternativ måde at anskue idealet om videnskab er filosoffen Paul Feyerabends (1975) idé om, at videnskaben grundlæggende er et anarkistisk foretagende. Forskellige idéer og metoder konkurrerer indbyrdes om forskernes gunst. Det er gennem denne åbne og ædle kappestrid, at videnskaben bevæger sig fremad. Både idéen om præparadigmet såvel som Feyerabends anarkistiske ideal er frisættende i forhold til selv at definere genstandsfelt, teori og metoder på ny. Det muliggør multidisciplinære tilgange, som eksempelvis War Studies-traditionen betjener sig af (Høiback 2012: 56; Jakobsen 2017; Rynning 2017). Pragmatik og metodefrihed er imidlertid ikke uproblematisk. Den, der selv kombinerer metoder, teorier og definerer et genstandsfelt, må selvstændigt argumentere for, hvordan netop denne metode og disse antagelser om verden er relevante og rimelige til at undersøge netop dette sagsforhold. Hvis ikke dette gøres både grundigt og eksplicit, er der en risiko for at ende på den forkerte side af skellet mellem videnskab og ikkevidenskab.

En diskussion om videnskabelighed i relation til Krigsførelsens Kredsløb rejser spørgsmålet om, hvilke antagelser man gør sig for at operationalisere kredsløbet på en bestemt måde. Det medfører en diskussion om, hvordan disse antagelser kan siges at relatere sig til virkeligheden. Pointen er, at når man udlægger sin undersøgelse på en bestemt måde, ser man nogle ting skarpt, mens andre ting lukkes ude. Nøjagtigt som når man stiller sig et bestemt sted i terræn for at udpege en manøvre.

DEL 1

Distinktion mellem model og teori

Vi kan forstå modeller som nyttige og ofte grafiske fremstillinger af et bestemt udsnit af virkeligheden. Modeller giver os mulighed for at tænke i både billeder, analogier og symboler. Modeller repræsenterer konkrete empiriske fænomener, hvor teorier er generelle principper om abstrakte objekter. Modeller er dermed et bindeled mellem abstrakt teori og virkeligheden.

Et eksempel på en abstrakt teori er Newtons 2. lov: F = ma; når masse m påvirkes af en resulterende kraft F, vil det accelerere a. Newtons 2. lov siger altså ikke noget om hverken katte eller rumraketter, men om abstrakte begreber: kraft, masse og acceleration. Samtidig afgrænser teorien sit genstandsfelt. Newtons tre love siger noget om, hvordan legemer (ting, som har masse) reagerer på kraftpåvirkninger. Herunder sorterer både katte og rumraketter. Teorien siger derimod intet om samfundsforhold eller politiske idéer. På baggrund af Newtons love kunne vi nu opstille en model, der eksempelvis viser, hvordan en rumrakets motor påvirker raketten med en opadgående kraft, der får raketten til at stige til vejrs. Teorien bruges via en model til at sige noget om det lille udsnit af virkeligheden, som har vores interesse, og modellen er nøje udvalgt til at passe på de antagelser, vi gør os om den virkelighed.

En alternativ tilgang er at bygge modeller på baggrund af data. Modellen kunne her eksempelvis være en repræsentation af opsamlet empiri. I den sammenhæng vil modellen kunne opstilles relativt uafhængigt af teori. Men uanset hvordan vi helt præcist tænker forholdet mellem teori og model, trækker både teorier og modeller på bestemte grundantagelser om, hvad virkeligheden udgøres af, og hvordan den kan erkendes. Modeller repræsenterer dermed altid et bestemt udsnit eller en bestemt tolkning af virkeligheden (Frigg & Hartman 2006).

Lad os først se nærmere på, hvad modeller er, og hvordan de bliver til.

Modeller

Modeller er en form for repræsentation af virkeligheden. Lad os fx først betragte en ikkevidenskabelig model for at få en fornemmelse af fænomenet: et kort over S-tognettet i Københavnsområdet (Billede 1).

Billede 1 

S-tognettet i Københavnsområdet (DSB 2019).

På kortet er der næsten lige langt mellem de fleste stationer på linjerne. Det fremgår også af kortet, at afstanden mellem linje C og linje A på Svanemøllens station er længere end afstanden mellem Hillerød og Holte. I virkeligheden afgår linje C og A fra perroner lige ved siden af hinanden, mens der er ca. 18 km fra Hillerød til Holte. Normalt antager man, at kort er målfaste, og at afstandene passer. Det gælder imidlertid ikke S-togkortet. Her er målbarheden ligegyldig, fordi formålet er at gøre det let at finde rundt i S-tognettet. Selvsamme kort havde været nærmest ubrugeligt, hvis man som turist skulle finde vej til Den Lille Havfrue eller som lystsejler sejle på Øresund. Pointen er, at modeller hverken kan være sande eller falske. Modeller kan alene være nyttige eller mindre nyttige i forhold til, hvad de skal bruges til. Det er alene propositioner, altså sætninger, der siger noget om et sagsforhold, eksempelvis påstande om årsagssammenhænge, der kan være sande eller falske. De propositioner stammer fra teorien.

Mens kort repræsenterer et udsnit af geografi, repræsenterer videnskabelige modeller et udsnit af det samlede genstandsfelt. Det afgrænses af valg af perspektiv og de antagelser, man gør sig om situationen. Det er formålet med modellen, der styrer, hvilke dele af virkeligheden der medtages og repræsenteres i modellen. Det er teorien, der forklarer årsagssammenhængene. Valg af teori tager afsæt i grundlæggende antagelser om, hvad der kan siges at eksistere, og hvordan man kan opnå viden om det. Dem vender vi tilbage til.

I dele af humanvidenskaberne, herunder samfundsvidenskaben, kan modeller tilmed være redskaber til at gennemføre simuleringer. Hvor naturvidenskaben ofte kan eksperimentere med sit genstandsfelt i laboratoriet, forholder det sig anderledes med samfundsvidenskaben. Vi kan ikke starte en krig for at få viden om, hvilken doktrin der vil være den bedste. I stedet kan vi genskabe en kunstig virkelighed, en model, og i den teste vores hypoteser. Idet enhver model er en repræsentation af virkeligheden, må der nødvendigvis være noget, som skæres væk.

Modeller kan opstilles på baggrund af data eller teori eller en kombination af begge. I introduktionen til dette temanummer kunne man se, at der ikke er enighed om, hvordan Krigsførelsens Kredsløb er opstillet (Sjøgren & Nørby 2020). Bergstein (1985) skriver, at begrebsstrukturen er deduceret fra Clausewitzs (1832) definition af krig, hvorimod Jensen (2004), på baggrund af interviews, konkluderer, at den er opstillet på et induktivt grundlag. Heller ikke ved at betragte modellen kan vi udlede et svar. Vi kan alene sige, at Krigsførelsens Kredsløb viser, at der eksisterer en sammenhæng mellem en række begreber. Uden rygdækning fra en egentlig teori eller adgang til de data, der danner grundlaget for eksistensen af en sådan sammenhæng, kan vi ikke slutte mere end, at vi har en påstået sammenhæng. Det kræver teori at fastslå, at der eksisterer en sådan sammenhæng, og videre hvorfor en sådan sammenhæng kan siges at eksistere, eller hvordan vi kan forstå den.

For at kredsløbet skal kunne sige noget om verden, må det udlægges i lyset af en teori om, hvordan verden hænger sammen. I denne sammenhæng er det generelle og abstrakte begreber om, hvordan vi kan forstå (militære) organisationer, krigsførelse og/eller samfundsvidenskab helt generelt. Den diskussion vender vi også tilbage til.

Vi vil først beskæftige os med typer af modeller. Vi kan skelne mellem fire typer af grundmodeller ordnet efter dybden af de sammenhæng, som modellen beskæftiger sig med: kausale, funktionelle, kontekstuelle og strukturelle modeller (Sonne-Ragans 2012: 83–84). I det efterfølgende vises, at Krigsførelsens Kredsløb kan udlægges som en afart af alle fire grundmodeller.

Kausale modeller

For kausale modeller gælder, at de anskueliggør enkeltobservationer ved at føre dem tilbage til lovmæssigheder i den logiske form: A medfører B. De har fokus på det umiddelbart observerbare. Hvis vi som Jensen antager, at det oftest er doktrinudvikling, der stiller krav til teknologi og organisation, så har vi en kausal model (Jensen 2004: 186). Det samme gælder, hvis vi i forlængelse af eksempelvis Huntingtons (1957) teori om civil kontrol med det militære magtapparat retter vores fokus på dominansforholdet mellem civil kontrol og Forsvaret. I det tilfælde ville vi kunne sige, at den ydre ring kausalt medfører ændringer i den indre. Det er et eksempel på, at kredsløbet som model suppleres med egentlig teori for at skabe forklaringskraft.

Figur 1 

Den kausale model (Jensen 2004).

Funktionelle modeller

For funktionelle modeller gælder, at de anskueliggør en dybere sammenhæng end den lineære sammenhæng, som den kausale model angav. Ændringen A vil afstedkomme en tilpasning i en allerede eksisterende orden. Udlægninger af kredsløbet som et servosystem (Bergstein 1985: 73), hvor kredsløbet konstant får feedback fra og giver input til modstanderens tilsvarende kredsløb, kan siges at være af denne type. Det samme gælder udlægninger, hvor kredsløbet opfattes som en termostat, der søger at holde sig selv i balance i forhold til optimal generering af kapabilitet.

Figur 2 

Den funktionelle model (Bergstein 1985; Nielsen 1986).

Kontekstuelle modeller

Kontekstuelle modeller henter deres forklaringskraft i det omkringliggende. Det er i en sådan udlægning, at Marrup (2020) rejser sin kritik af Krigsførelsens Kredsløb. Hans pointe er, at en nation ikke står i et vakuum og alene skal orientere sig mod én modstander. Selv hvis vi antager, at der eksisterer enten kausale eller funktionelle forhold i det indre og det ydre kredsløb, vil de stadig skulle udspille sig i en bestemt kontekst: i en bestemt verdensorden, en bestemt geografi og i bestemte alliancer, og kampen i et bestemt operationsmiljø, som i øvrigt også Bergstein påpeger (Bergstein 1985: 54). Søren Nørbys ph.d.-afhandling har samme fokus: Her erstattes den ydre rings elementer af samlebetegnelsen det ’samfundsmæssige niveau’ og suppleres med en tredje ring i form af det ’internationale niveau’ (2018: 18-19). Hos Nørby synes kravene fra den ydre ring at determinere de indre ringe. Her er konteksten afgørende, hvorfor modellen kunne udlægges som en kausal model. Hos Marrup er der alene tale om en rammesætning, der påvirker, men ikke kausalt determinerer de andre ringe.

Figur 3 

Den kontekstuelle model (Marrup 2020).

Strukturelle modeller

Strukturelle modeller anvendes til at skitsere dybe sammenhænge. Michaelsens (2013) og Trautners (2020) forslag til udvidelser af kredsløbet er modeller af denne type. Begge påpeger, at modellens elementer nok består af fænomener, som objektivt kan siges at eksistere, men de består også af elementer, som næppe umiddelbart kan måles. Hos Michaelsen (2013) er det eksempelvis doktrin, der beskrives som ’tankesystemer’ (46). Hos Trautner (2020) diskuteres ’militær professionalisme’. Der er her tale om dybe strukturelle eller systemiske sammenhænge, der udgøres af endog rigtig mange variable. Både Michaelsen og Trautner kritiserer idéen om, at vi med sikkerhed kan sige, at en ændring et sted i modellen automatisk medfører ændringer andre steder. Der er i stedet tale om en rammeforståelse, en huskeliste eller slet og ret en model, der kan skabe et overblik. Det står i kontrast til den kausale, den funktionelle og den deterministiske udlægning af den kontekstuelle model, der alle opererer med begreber om klare forbindelser mellem årsag og virkning.

Nørgaard og Sjøgren (2019), der i bogen Robotterne styrer! Militær teknopolitik og risikoledelse i praksis diskuterer styringsudfordringer ved ny teknologi i lyset af aktør-netværk-teori, tager skridtet videre og argumenterer for, at der i forholdet mellem mennesker og teknologier slet ikke kan siges at eksistere nogen bagvedliggende universel fornuft i form af en rationel og på forhånd givet orden, som kredsløbets elementer tilpasser sig. Der er i stedet tale om midlertidige grænsedragninger og ordninger, der konstant genforhandles af feltens aktører.

Fælles for alle tre udlægninger er afvisning af én på forhånd givet kausal orden. I stedet peger de på hver deres måde på langt dybere sammenhænge. Michaelsen (2013, 2020) og Trautner (2020) ved at stille forslag om at justere kredsløbet, som angivet herunder. Nørgaard og Sjøgren (2019) ved at udarbejde helt ny teori og metode til at forstå forholdet mellem mennesker og teknologi ved implicit at forlade idéen om en på forhånd givet orden.

Figur 4 

Den strukturelle model (Trautner 2020).

Figur 5 

Den strukturelle model (Michaelsen 2013, 2020).

Bergsteins udlægning kan også tolkes i denne retning af en strukturel model. Han kalder selv kredsløbet for et ’dynamisk strukturproblem’ (Bergstein 1985: 49) og kredser længe om problemet med at måle det umålelige – elementer, som han tydeligvis anser for vigtige i krigsførelse, uagtet at hans tilgang til at bedrive videnskab ellers er klassisk rationalistisk. Dette begreb vender vi tilbage til.

Vi kan nu konkludere, at Krigsførelsens Kredsløb ikke alene kan forstås som én bestemt model, men at det fleksibelt kan anvendes som en afart af alle fire modeltyper. Ligeledes er grundmodellerne ikke ekskluderende, idet der er et vist overlap mellem flere af udlægningerne, og modeltyperne kan kombineres. Valg af modeltype afhænger af, hvilken teori man bruger til at give modellen forklaringskraft. Det teorivalg udspringer af ens forståelse af verden – hvordan man kan opnå viden om det sagsforhold, man ønsker at forklare, forstå eller fortolke. Teorivalget kan man træffe eksplicit, eksempelvis ved at starte med at betragte modellerne og tage stilling til, hvordan man tænker orden eller mangel på samme i relation til det udsnit af virkeligheden, som man ønsker at forstå eller forklare.

Overvejelserne over, hvilken teori der tolkes i kredsløbet, tager sit afsæt i grundantagelser om væren og viden.

Grundantagelser om væren og virkelighed

Vores grundantagelser om virkeligheden andrager to spørgsmål: Hvordan kan noget siges at eksistere, og hvordan kan vi opnå viden om det? Ved første øjekast synes det måske at være et enkelt spørgsmål: Geværet ligger på jorden. Jeg kan samle det op, veje og måle det og finde ud af, hvor langt det kan skyde. Men hvad med immaterielle begreber som korpsånd eller krigserfaringer? Relationer, vilje eller kommunikation? Synet på viden og virkelighed er centrale vurderingskriterier i videnskabeligt arbejde. De styrer, hvad der kan gælde som empiri, hvilke metoder der kan siges at være relevante til at undersøge empirien, hvilke dele der udelades, og hvilke teorier der kan opfattes som gyldige til at sige noget om emnet.

Ontologi – syn på virkeligheden

Ontologi beskæftiger sig med spørgsmålet om væren. Hvordan kan et fænomen siges at eksistere? Der eksisterer overordnet to hovedpositioner: ontologisk materialisme (realisme) og ontologisk idealisme (konstruktivisme). En ontologisk materialist vil antage, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af vores erkendelse af den. Virkelighedens egenskaber eksisterer uafhængigt af vores bevidsthed. Det handler således ikke om, hvordan nogen oplever eller sanser en genstand. Den eksisterer i sig selv. Det klassiske ontologiske spørgsmål handler om, hvorvidt vi kan sige noget om ’tingene i sig selv’. Filosoffen Immanuel Kant argumenterede eksempelvis for, at der nok eksisterer en virkelighed uden for menneskets erfaringsverden, men at vi som mennesker ikke har adgang til denne verden. Vi kan alene se virkeligheden, som den fremtræder for os (2007: §32). Men hvis vi ikke kan sige noget om tingene i sig selv, hvordan kan vi så sige, at tingene eksisterer? Det fører os i retning af ontologisk idealisme. Den ontologiske idealist mener, at virkeligheden alene kan erkendes gennem vores begreber om den. Virkeligheden er konstrueret og eksisterer kun, som vi forestiller os den i vores bevidsthed. Der er ikke nogen objektiv verden, som vi har adgang til. Der eksisterer alene sansedata, og virkeligheden er summen af disse sansedata. I sin mest radikale version hævder eksempelvis Berkeley, “at eksistere er at blive perciperet” (Berkeley 1710: principle 4, min oversættelse). Hvis verden alene kan siges at bestå af sansedata, følger det, at ting alene kan siges at eksistere, når nogen sanser dem. Når der ikke længere er nogen, der sanser tingene, kan vi ikke vide, at eller om de eksisterer. Det er ganske givet en ekstrem position for de fleste. Den mildere pointe er, at hvis relationen til virkeligheden går gennem begreber, vil der altid være mulighed for at tage fejl. For den ontologiske idealist er sikker viden altså en umulighed.

Lad os prøve med et eksempel: Vi ser et æble på bordet. Det, øjet ser, er en kombination af lys, farve og mætning. Æblet fremstår nu i vores bevidsthed. Materialisten vil hævde, at æblet eksisterer derude, og at eksistensen af æblet er en egenskab ved æblet. Idealisten vil hævde, at æblet alene kan siges at eksistere i vores bevidsthed i form af sansedata: lys, farve og mætning, der fremtræder som et æble for os i vores bevidsthed. Denne distinktion styrer eksempelvis, hvad der i en undersøgelse kan tælle som data. For materialisten er det uinteressant, hvem der sanser æblet. Hvis verden eksisterer derude, så kan vi måle den, vi kan veje den, og vi kan tælle den. Hvis vi omvendt mener, at virkeligheden alene er, hvordan vi sanser den, bliver det subjekt, som sanser, centralt for vores adgang til verden. For at vide noget om virkeligheden må vi interviewe, vi må arbejde med cases, eller vi må aktivt udsætte os selv for det, som dem, vi undersøger, oplever. Det kunne være nogle elementer, som vi tidligere har karakteriseret som svært målbare eller som direkte påvirkes af den måde, som vi vælger at måle på. Det kunne være korpsånd, stress eller begrebet doktrin.

I praksis vil disse to ontologiske positioner næppe være trukket helt skarpt op. Moderne teorier forsøger ofte at blande eller integrere dem, men vil oftest hælde mod en af disse to positioner. Det centrale er at overveje, hvordan man overhovedet kan se det problem, som man forsøger at undersøge. Hvordan kommer det til udtryk eller mere filosofisk: Hvordan kan det siges at eksistere?

Epistemologi – syn på viden

Epistemologi handler om grænser og vilkår for den menneskelige erkendelse. Hvad er viden, og hvad tæller som gyldig viden? Her er tre hovedpositioner: objektivisme, subjektivisme og konstruktivisme. Objektivisten vil mene, at vi har direkte adgang til at vide noget om virkeligheden. De begreber, som vi anvender, siger noget om virkelige fænomener. Metoderne til at vide noget systematisk om verden går via kvantitative metoder, som skal forklare lovmæssigheder og kausale forhold, der eksisterer i den virkelighed, som vi umiddelbart kan observere. Viden er objektiv, og forskeren er neutral. Positivisme, rationalisme og kritisk realisme er eksempler på positioner, som trækker på et objektivistisk ideal om viden. Naturvidenskab, klassisk og neoklassisk økonomi samt den internationale politiks teori om neorealisme er eksempler på teorier, som trækker på objektivisme.

Subjektivisten vil mene, at virkeligheden alene findes i kraft af vores begreber. Man kan aldrig sætte subjektet uden for erkendelse, hvorfor objektiv erkendelse er en umulighed. Hvis verden er afhængig af subjektive fortolkninger, må indsamlingen ske på baggrund af kvalitative metoder: aktiv deltagelse, interviews, cases mv. Viden er subjektiv, idet viden produceres i mennesker. Forskeren bliver en del af den subjektive fortolkning. Fænomenologien og hermeneutikken tager afsæt i et subjektivistisk vidensideal. Fag som psykologi, antropologi og eksempelvis billedkunst eller musik har et udpræget subjektivistisk videnssyn.

Konstruktivisten vil mene, at virkeligheden er socialt konstrueret og et produkt af interaktion mellem mennesker. Vi kan forstå konstruktivismen som et forsøg på at koble det subjektivistiske og det objektivistiske vidensideal. Viden konstrueres mellem mennesker. Indsamlingen af data kan ske på flere forskellige måder, idet alting dog indgår i en sammenhæng, og delelementerne ikke kan forstås uden for denne helhed. Forskeren er synlig i undersøgelsen og må være gennemsigtig i forhold til udvælgelsen af data. Eksempelvis diskursteori, feltteori, aktør-netværk-teori og systemteori tager afsæt i et konstruktivistisk videnssyn. Konstruktivisten anerkender hårde og målbare data, men påpeger også, at de kan være blevet til ved en bestemt praksis, og at også hårde data er fortolkede data. Viden om virkeligheden produceres mellem mennesker.

Skematisk kan vi groft udtrykke de gængse positioner og de forskellige udlægninger af Krigsførelsens Kredsløb således:

Figur 6 

Tabel over videnskabsteoretiske kombinationer.

Hvilket videnssyn er gældende?

Havde studiet af krigsførelse været en moden videnskab, havde der eksisteret veletablerede teorier og metoder samt velafgrænsede rammer for, hvad der tæller som videnskab, og hvad der ikke gør. Som nævnt i indledningen er der i studiet af krigsførelse ikke på forhånd defineret sådanne grænser. Det er heller ikke klart, hvad der gør den militære videnskab militær. Det, vi imidlertid kan insistere på, er, at syn på viden, virkelighed, metoder og empiri hænger logisk sammen i hver enkelt undersøgelse.

Den græske filosof Aristoteles påpegede: “[I]t belongs to an educated person to seek out precision in each genus to the extent that the nature of the matter allows: to accept persuasive speech from a skilled mathematician appears comparable to demanding demonstrations from a skilled rhetorician” (Aristotle 2011: 1094b24-27).

Hvordan kredsløbet udlægges, handler altså om grundantagelser. Hvilke grundantagelser der bør være gældende, udspringer af en analyse af, hvad the nature of the matter eller sagens natur tillader. Hvad er det, jeg ønsker at undersøge, og hvordan kan det siges at eksistere?

DEL 2

Vi bringer nu begrebsstrukturen fra del I i anvendelse. Udlægningerne af Krigsførelsens Kredsløb er ordnet efter deres videnssyn: en rationalistisk, en realistisk og en konstruktivistisk udlægning. Pointen er, at hver af disse udlægninger er mulige positioner, og at hver af disse lader sig kritisere. Forfatterne diskuterer ikke selv indgående, hvorfor og hvordan netop deres udlægning passer til virkeligheden, men springer hurtigt til en analyse af, hvordan antagelserne kan anvendes. Samtidig viser analysen, at hvis man går hårdt til udlægningerne, drager de ikke den fulde konsekvens af deres teoretiske ståsteder. Det peger på, at den militære videnskab drives efter et pragmatisk vidensideal, hvor idealet for viden er nytte, og hvor en vis metodefrihed er tilladt.

Den rationalistiske udlægning

Bergstein skriver, at man ikke kan afdække krigens indre sammenhænge ved at iagttage dens ydre udtryksformer. Disse ydre former kan nemlig være resultat af krigens friktion, hvorfor enhver påstand om objektivitet og lovmæssighed også er meningsløs (Bergstein 1985: 46). Når man udvikler en teori, må man starte med et aksiom, hvorfra der kan udvikles teoremer. Rationalismen har sine egne termer: Et aksiom er et selvindlysende eller selvforklarende førsteprincip, hvorfra alle øvrige begreber udledes med logik. Det ideal om videnskab kaldes rationalisme og sorterer under det overordnede objektivistiske videnssyn.

Rationalismen er kendetegnet ved en idé om, at teoriers gyldighed afhænger af deres indre sammenhæng. En central antagelse handler om rationalitet: at mennesket handler rationelt. Det gør mennesket imidlertid ikke, idet en fuldstændig rationel handling bl.a. vil handle om at kende alle valgmuligheder, alle konsekvenser og alle sine værdier i prioriteret rækkefølge. Pointen er i stedet, at man på et højere aggregeringsniveau, eksempelvis på samfundsplan, rimeligvis kan lade, som om forudsætningerne er til stede. Trautners kritik i dette temanummer anfægter netop idéen om rationalitet. Historisk påpeger Trautner (2020), at “intet i militærhistorien antyder, at militære systemer automatisk finder en optimal [rationel] balance mellem doktrin, organisation og teknologi”. Til det vil rationalisten svare, at det er muligt, men det burde de gøre! Pragmatikeren ville ligeledes kunne svare, at det er ligegyldigt, så længe antagelsen kan hjælpe os med at producere svar, der kan give os handleanvisninger, som er nyttige.

Hos Bergstein er aksiomet hentet fra Clausewitz, der siger: “Krigen er politikkens fortsættelse med andre midler og formålet med krigen er at påtvinge modstanderen sin vilje gennem voldsanvendelse” (Clausewitz i Bergstein 1985: 47). Herfra opstiller Bergstein præmissen om, at voldsanvendelsen skal være rationel, og udleder begrebet kapabilitet samt begreberne organisation, doktrin og teknologi. Efterfølgende skitseres rammebetingelserne i det, som andre steder udlægges som det ydre kredsløb. På rationalismens egne betingelser er der tre måder at intervenere i Bergsteins argumentation. Man kan benægte, at de udledte begreber er både nødvendige og tilstrækkelige for aksiomet. Altså at begrebsstrukturen ikke er komplet. Man kan benægte, at aksiomet er et aksiom, og endelig kan man påpege, at de begreber, som deduceres (teoremerne), er så vagt formulerede, at man ikke kan arbejde logisk med dem.

Aksiomet stiller Bergstein ikke spørgsmål ved (for så var det jo ikke et aksiom). Men fx har den engelske krigshistoriker John Keegan (1994) argumenteret for, at krig ikke, som Clausewitz påpeger, er en videreførelse af politik med andre midler, men i stedet må forstås som en social praksis. Hvis det er korrekt, falder hele Bergsteins begrebsanalyse.

Bergstein synes at mene, at der er tale om en logisk sammenhængende begrebsstruktur, men kredser om anvendelsen i praksis samt krigens indre friktion. Næsten polemisk stiller han i slutningen af sin analyse spørgsmålet: Hvorledes måler man det umålelige (1985: 74)? Han konkluderer selv, at kamp- og krigsforløb kun kan forudsiges med meget store forbehold. Bergstein selv lader i øvrigt til at være en interesseret student af Clausewitz, og konklusionen kan muligvis forstås som en konflikt mellem det objektivistiske videnssyn, som rationalismen trækker på, og den direkte afvisning af objektivismen, som Clausewitz selv leverer (1832: 17). Således inviterer Bergstein selv til kritisk stillingtagen til det videns- og virkelighedssyn, som nødvendigvis må ligge til grund for rationalismen. Bergstein minder os om, at når det handler om krig, er der næppe nogen viden, der kan siges at være sikker. Han kalder eksempelvis sin analyse af et fransk modangreb ved Dien Bien Phu i 1954 for ’kvalificerede gætterier’ (1985: 53). Derved afslører han, at han måske slet ikke er rationalist, men pragmatisk anvender rationalismens antagelser til at udlede en begrebsstruktur, der er nyttig til at svare på praktiske spørgsmål såsom våbenanskaffelser eller lignende. Det er muligt, at det videnssyn, som han reelt repræsenterer, er konstruktivistisk. Det er også muligt, at det reelt ikke har bekymret ham synderligt, særligt hvis sigtet alene har været at lave en model til at svare på praktiske spørgsmål.

Den realistiske udlægning

For Jensen (2004) er Krigsførelsens Kredsløb opstillet på induktivt grundlag. I videnskabsteoretisk forstand gør Jensen sig til fortaler for et realistisk vidensideal, der ligesom rationalismen sorterer under et overordnet objektivistisk videnssyn. Fokus er på kvantitative data, der samlet set kan udtrykkes i en funktion, hvor kapabiliteten er en funktion af elementerne doktrin, organisation og teknologi.

Realismen antager, at kun det, som vi direkte kan sanse, udgør de fakta, som kan danne grundlag for den videnskabelige erkendelse. Realismens begreb om sandhed handler om overensstemmelse mellem teoriens påstand og den virkelighed, som kan sanses. Det, der tæller, er det, som objektivt kan måles eller vurderes. Jensens begrebsdefinitioner hænger sammen hermed. Der er primært fokus på det, som kan måles og vejes, og sekundært på det, som kan vurderes. Forholdet mellem begreberne lader han bevise ved at demonstrere, hvordan de suppleret med hypotesen om økonomisk rationalitet kan skabe et optimalt forhold mellem elementerne doktrin, teknologi og organisation. Det forhold kan efterfølgende producere svar på praktiske problemstillinger. Jensen svarer også selv på, hvordan dette optimale forhold erkendes. Det foregår enten i kamp eller ved simuleringer.

Det kritiske spørgsmål er, hvordan den bagvedliggende kraft i form af hypotesen om økonomisk rationalitet kan siges at eksistere. Den kan netop ikke erkendes objektivt, som ellers er det vidensideal, realisten arbejder efter. I stedet sluttes fra det strengt observerbare til en usynlig kraft, der holder kredsløbet i balance. Jensen forsøger selv at falsificere sin hypotese. Hertil anvendes filosoffen Karl Poppers (1959) demarkationskriterium. Popper var kritisk rationalist, der, hvad angår retning, også hører under et objektivistisk videnssyn. For Popper kunne videnskabelige teoriers aldring entydigt bevises. De kunne alene falsificeres. En teori eller hypotese siges at være falsificeret, såfremt man kan finde bare ét udsagn, som modsiger teorien. Det er dermed en løbende proces, hvor videnskaben drives frem af, at man kontinuerligt forsøger at falsificere sine teorier. At Jorden er flad, og at Jorden er centrum i universet, er to teorier, som begge er blevet falsificeret. Endelig angav Popper, at induktion ikke havde nogen plads i videnskaben (Popper 1959: 315). En kritisk rationalist som Popper ville derfor afvise, at vi kan udlede en lov om alle på basis af noget, vi har observeret hos nogle. Dette kendes også som ’induktionsproblemet’.

I sin egen udlægning når Jensen ikke længere end til at konkludere, at sandsynligheden for, at der eksisterer en sammenhæng mellem modellens elementer, er større, end at der ikke gør (2004: 179–180). Det, som skulle have været forsøgt falsificeret, var, hvorvidt der er sammenhæng mellem modellens elementer, og at denne sammenhæng kan forklares ud fra antagelsen om rationalitet. Altså: Kan vi i empirien finde bare ét eksempel på, at en stat har indrettet sine militære kapabiliteter på en måde, der ikke kan forklares ud fra antagelsen om rationalitet? Hvis svaret er ja, ville teorien i Poppers terminologi være falsificeret (Sjøgren 2018).

En pragmatisk løsning er at kombinere realistens og rationalistens argumenter og anføre, at man med afsæt i en analyse af den ydre ring ville kunne fremkomme med et bud på, hvordan den indre burde rammesættes, hvis det skulle gøres (økonomisk) optimalt (Jensen 2004: 182). Altså at den ydre ring kausalt bør determinere den indre og dermed kan studeres som en funktion under de rammebetingelser, som den ydre opsætter. Denne pragmatiske tilgang åbner dog for en række nye indvendinger, idet man forlader både rationalistens og realistens stringente forhold til demarkationen mellem videnskab og ikkevidenskab: Har vi eksempelvis nogen empirisk evidens for, at en rationel sammenhæng mellem modellens elementer er det, som gør, at man vinder sine krige, endsige får den størst mulige militære kapabilitet under de forudsætninger, som den ydre ring giver? Hvis ikke, så kan årsagsmekanismen kritiseres for at være spekulativ. Hvordan erkender vi det rationelle forhold mellem modellens elementer, hvis det alene kan erkendes i krig eller ved simuleringer? Hvad tæller nu som data, og hvad gør ikke? Og endelig: Hvis rationalitet er der tale om? Den politiske, et bestemt værns, eller er der måske tale om forskerens egen forforståelse snarere end objektiv rationalitet? Pointen er, at den pragmatiske kombination nok kan producere svar, men den gør også, at ikke blot analysen, men også præmisserne for analysen kan udsættes for kritik. Heri ligger en fare for at havne på den forkerte side af skellet mellem videnskab og ikkevidenskab: Man risikerer ganske enkelt at producere en analyse, der mest af alt bekræfter ens egne antagelser om, hvad der er rationelt.

Slutteligt konkluderer Jensen, at “det er afgørende vigtigt, at der argumenteres for hvilke parametre, der undersøges, og hvilke elementer i den indre eller ydre cirkel parametrene placeres under” (2004: 199). Her berører Jensen enhver teoris eller models problem: Hvad udelades og hvorfor? Marrups (2020) kritik og efterfølgende udlægning af kredsløbet som en kontekstuel model, hvor en tredje ring tilføjes, berører samme problem. Det samme kan Trautners (2020) detaljerede opgørelse af de mange mulige variabler siges at gøre. Den principielle kritik af det problematiske ved, at noget udelades, gør det umuligt at trække en grænse mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Fordi der lige på den anden side også kunne være noget, som er væsentligt. Hvor det nok er sandt, at kapabiliteten er lig summen af alting, er det samtidig et ubrugeligt udsagn. På samme måde som et geografisk kort i størrelsesforholdet 1:1 og i 3D.

Marrups løsning er en udvidelse af kredsløbet, der viser, at den yderste tredje ring er rammesættende for Jensens ydre ring, der igen er rammesættende for den indre ring. Trautners løsning er at erklære, at kredsløbet er en huskeliste, hvor man, nøjagtig som Jensen påpeger, selvstændigt må argumentere for, hvilke parametre der medtages, og hvilke der ikke gør. For Jensen synes det at være en reel mulighed at gennemføre en sådan argumentation i kraft af antagelsen om rationalitet. Trautner afviser dette som naivt og angiver i stedet, at kredsløbet må forstås om et nyttigt apparat til at give et øjebliksbillede af militære kapabiliteter. Alle synes at være enige om det afgørende i at argumentere for, hvilke parametre der medtages i en analyse. Samtidig består en grundlæggende uenighed om muligheden for objektiv erkendelse og vilkårene for at trække sådanne grænser.

Hvis vi afviser idéen om objektiv erkendelse, fører det os i retning af konstruktivisme.

Den funktionalistiske udlægning

Michaelsens diskussion er på overfladen en diskussion af, hvorledes modellen repræsenterer virkeligheden i et nutidigt perspektiv (anno 2013). Men for at operationalisere modellen trækker han på ganske andre grundantagelser end Jensen og Bergstein. Michaelsen kalder samfundet for et samfundssystem, det militære magtapparat for et militært system og doktrin for tankesystemer. Dermed bliver Forsvaret i sig selv et system af systemer (Michaelsen 2013: 46–47). Samtidig refererer Michaelsen i sin indledning Nielsens pointer om, at Krigsførelsens Kredsløb alene angiver en korrelation, og at krig er en social foreteelse (Michaelsen 2013: 43). Hvor Bergstein og Jensen var ret tydelige om, hvad der kunne tælle som empiri, kræver Michaelsens position et par tillægsspørgsmål: Hvad er det for en virkelighed, der refereres til? Eksisterer tankesystemer i virkeligheden, eller er det noget, vi har brug for begrebet ’tankesystem’ til at erkende? Noget af doktrinen er nok nedskrevet, men noget af den er også tavs viden, kultur, standarder eller en anden form for virkelighed – immaterielle størrelser, som måske slet ikke kan siges at eksistere objektivt. Dermed har vi forladt den materialistiske ontologi og bevæget os i retning af ontologisk idealisme eller i det mindste en blandingsontologi. Hvordan kan vi så opnå viden om eksempelvis ’tankesystemer’? Hvis vi afviser, at tankesystemer, militære systemer og samfundssystemer (alene) kan erkendes objektivt, bevæger vi os i retning af epistemologisk konstruktivisme.

Det, som Michaelsen beskriver i sit teorifelt, synes da at være en funktionalistisk udlægning af systemteori. Funktionalismen sorterer under et overordnet konstruktivistisk vidensideal (se evt. Figur 7). For funktionalisten gælder, at virkeligheden netop er et system af systemer. En organisation er et socialt system, der igen består af systemer. Sociologen Niklas Luhmann (2020) er en af de fremmeste fortalere for systemteorien. Kerneelementet i hans teori er kommunikation; sociale systemer består alene af kommunikation. Luhmanns teori kan således fortælle os noget om, hvad der sker, når sociale systemer mødes. Udlagt i relation til Krigsførelsens Kredsløb kan vi nu sige noget om, hvad og hvorfor noget sker. Det være sig samfundet og Forsvaret, som Michaelsen kalder makroniveauet, eller på mikroniveauet i form af en underafdeling, en eskadrille eller et våbensystem (Michaelsen 2013). Det spørgsmål, som Michaelsen ikke selv hverken stiller eller besvarer, er koblingen til virkeligheden: Hvorfor er det en god eller nyttig idé at forstå modellens elementer som systemer? Hvad ser vi, hvis vi gør dette, og hvad ser vi ikke?

At udlægge kredsløbet i lyset af et konstruktivistisk erkendelsesideal får andre data og dermed andre metoder til at analysere sagsforholdet til at træde frem. Hvor de to objektivistiske udlægninger havde fokus på det målbare og det tællelige, vil konstruktivisten også have fokus på det subjektive og det fortolkende. I lyset af Luhmanns systemteori vil data være kommunikation. Det, der tilbydes, er et konstruktivistisk forståelsesperspektiv snarere end et objektivt forklaringsperspektiv.

Kredsløbet kan med relativt enkle greb udstyres med ganske forskellige teorier, som forklarer den korrelation, som Bergstein lader kredsløbet bygge ud fra (Bergstein 1985; Sjøgren & Nørby 2020). På overfladen ser dette måske ganske tilforladeligt ud, men det har afgørende betydning, når kredsløbet skal operationaliseres. Der skal være en klar sammenhæng mellem grundantagelser om den sag, der undersøges, den teori, der bringes i anvendelse, og dermed den type model, som Krigsførelsens Kredsløb udlægges som. Er der ikke det, kan ens arbejde ikke siges at være videnskabeligt, uanset hvilket ideal om videnskab man ellers arbejder efter. Valget af teori styrer den efterfølgende afgrænsning af empiri, metoder og ultimativt de svar, som bliver mulige.

Vi bør derfor grundigt analysere sagens natur, således at vi selvstændigt kritisk kan tage stilling til, hvilken teori der er passende til at forklare eller analysere netop dette sagsforhold.

Kredsløbets fremtidige anvendelse

Vidensidealet for den militære videnskab er for nuværende udpræget pragmatisk (Rynning 2017; Jakobsen 2017; Sjøgren 2019). Med det ideal kan viden alene vurderes i forhold til sin praktiske anvendelighed. Den pragmatiske filosofi kan forstås som et forsøg på at bygge bro mellem de traditionelt adskilte vidensformer episteme og techne: videnskabelig viden og håndværk/kunst (Aristotle 2011: 1139b14ff). En vej ud af den videnskabsteoretiske pine kan være at koble sig til pragmatismen. I relation til Krigsførelsens Kredsløb kunne det være at besvare konkrete spørgsmål – eksempelvis om effekten af indførelsen af en bestemt teknologi eller effekten af en bestemt doktrin i relation til at kunne kæmpe og vinde. Eller omvendt at give svar på, hvordan man bevæger sig baglæns for at finde og koble til den mest relevante teori, der kan give et nyttigt svar, når man står med et komplekst problem i praksis. Pragmatikkens svar er imidlertid aldrig grebet ud af den blå luft. Det er brugbare svar, der kan retfærdiggøres med henvisning til almengyldige principper og rimelige antagelser. Det kræver selvsagt, at vi udlægger vores antagelser og forholder os kritisk til dem. Metodisk giver det pragmatiske ideal om nytte adgang til mere metodefrihed end andre forskningsprogrammer. Det gør det eksempelvis muligt at arbejde abduktivt, hvor det at slutte til bedste forklaring betragtes som en logisk gyldig slutningsform, der dog rummer muligheden for fejltagelser (Pierce 1931: 196).

Kritiske rationalister som eksempelvis Popper (1959) ville afvise, at induktion har nogen rolle i videnskaben. Induktive slutninger er ikke gyldige, og pragmatikerne risikerer at bedrive pseudovidenskab. Paradigmeteoretikere som Kuhn (1962) og eksempelvis Høiback (2015) i relation til den militære videnskab ville kalde det en ’umoden videnskab’, hvor fagets forskere er et sted, hvorfra de forsøger at definere deres genstandsfelt og deres metoder. I den situation er der behov for en vis frihed til at definere sin videnskab. Feyerabend (1975) ville omvendt sige, at det ikke er nødvendigt at etablere en normalvidenskab. Her fører faste metoder til rigide og fastlåste svar. At der eksisterer flere konkurrerende idealer om, hvordan videnskaben kan og bør bedrives, er derimod sundt. Forskerne vil selv kunne anvise, hvad der gælder som videnskab, og hvad der ikke gør.

Pragmatikeren vil opbløde Poppers hårde demarkation mellem videnskab og ikkevidenskab. Pragmatikeren vil tillade induktion, vel vidende, at de konklusioner, man fremkommer med, kan være forkerte. Pragmatikeren vil også tillade metodefrihed. Men med metodefrihed følger også et klart krav om, at forskeren eksplicit udlægger præmisserne for sin undersøgelse. Der er ikke én metode, som fører til sandheden, men en række muligheder for at skabe svar på videnskabelige spørgsmål. Det betyder, at både analysen og præmisserne for analysen kan udsættes for kritik. Pragmatisme er altså ikke et fripas til at konkludere hvad som helst uden at argumentere grundigt for det. Det er samtidig en position, som per definition vil kunne tiltrække kritik for ikke at være videnskabelig. I den klassiske forståelse af videnskab er viden nemlig først og fremmest sand, ikke nyttig som et ideal.

Med et pragmatisk afsæt viser kredsløbet sin styrke i at være en enkel struktur, der hurtigt giver stikord til et meget komplekst felt. Med få supplerende antagelser kan man opstille en række hypoteser, som kan være nyttige i det praktiske arbejde. Det kan, som det demonstreres i de øvrige artikler af dette temanummer, også være nyttigt til at afdække mulige problemer eller sammenhænge. Men det er alene som en hypotesegenerator, en model eller, med Trautners ord, en huskeliste til at få overblik. Hvis kredsløbet selvstændigt forsøges anvendt som en egentlig teori falder det fra hinanden.

Krigsførelsens Kredsløb observerer eller postulerer, at der er sammenhæng mellem begreberne organisation, doktrin og teknologi, men vi ved ikke, hvorfor sådan en korrelation eksisterer. Vi ved ikke, hvordan vi kan forklare den. Og vi ved ikke, hvad der sker, hvis vi ændrer en parameter. Det følger ikke automatisk, at der nødvendigvis må ske en ændring i de andre. Måske ved vi end ikke, at der eksisterer en sådan sammenhæng. Idéen fra den positivistiske metodelære om, at der bag ved det observerede kan siges at eksistere én bestemt form for orden eller lovmæssighed, synes hverken at være teoretisk sammenhængende eller empirisk underbygget, snarere, som Trautner (2020) demonstrerer i dette temanummer, tværtimod.

Krigsførelsens Kredsløb kan således ikke i sig selv forklare noget. Der eksisterer alene en påstået sammenhæng mellem en række elementer. Hvordan de hænger sammen, og hvilke dele der påvirker hinanden og hvordan, afhænger af den teori, kredsløbet udstyres med. Svaret på, hvilken teori der er passende, må starte med en analyse af, hvad sagens natur tillader – derfra springer grundantagelser om virkelighed og viden, teorier og metoder. Det påhviler dermed den, der anvender Krigsførelsens Kredsløb og ønsker at bedrive militær videnskab, at anskueliggøre, at metoder og fremgangsmåder kan siges at være rimelige i forhold til sagens natur. Først da kan arbejdet kategoriseres som videnskabeligt.

Indtil videre forbliver Krigsførelsens Kredsløb da en begrebsstruktur (Bergstein 1985), et fokuseringsværktøj (Jensen 2004), en prisme (Marrup 2020) eller slet og ret en huskeliste (Trautner 2020). Et fornuftigt udgangspunkt, men ikke mere end det.

Et skridt tilbage fra Krigsførelsens Kredsløb melder der sig en større debat om koblingen mellem videnskab og den militære praksis. Hvordan leverer vi “internationalt anerkendt forskning og udvikling, der omsættes til kvalitetsuddannelser og har relevans for Forsvaret” (Baastrup 2019)? Hvordan kan viden(skab) overhoved være relevant for praksis?

Ludvig Holberg udpegede faldgruberne allerede i 1723: I komedien Erasmus Montanus vender den unge student Rasmus Berg tilbage til sin fødeegn efter at have studeret i København. Her har han lært videnskab og filosofi. Hjemme i landsbyen argumenterer han for, at Jorden er rund, og at hans mor, som følge af logik, er en sten. Han vil ikke vedkende sig sin egen bror, der er en simpel bonde, og er i sin selvoptagethed tæt på at miste sin elskede Lisbed. Til sidst må han alligevel offentligt erklære, at Jorden alligevel er flad som en pandekage (Holberg 1723).

Hvis vi vil levere til og have relevans for Forsvaret, må vi bl.a. forstå, hvordan officeren er blevet skolet og spontant forstår sin omverden. Her er Krigsførelsens Kredsløb svært at komme udenom (Sjøgren & Nørby 2020). Når man som i denne artikel vælger at slå ned på det og påpege dets mangler, ligger der en fordring om at tilbyde et korrektiv, hvis vi skal være relevante for praksis. Det er det polemiske spørgsmål ’og hvad så?’. Vi kan med sådanne diskussioner i spændet mellem praksis og videnskab underbygge vores profession videnskabeligt. Vi kan i overført betydning påpege, at Jorden ikke er fald, og give idéer til, hvordan man kan anvende den viden. Eller vi kan prøve at forstå, hvorfor det for praktikeren nogle gange kan være nyttigt at antage, at Jorden er flad, eller at verden er indrettet forholdsvis overskueligt som angivet i Krigsførelsens Kredsløb. Eksempelvis fordi det sætter praktikeren i stand til at handle i komplekse situationer.

Hvis forskeren eller den studerende blankt afviser den viden, som eksisterer i praksis, fordi den ikke har nogen evidens, risikerer vedkommende at ende som Rasmus. Meget af det, vi laver i den militære profession, er ikke underbygget videnskabeligt. Militære doktriner er eksempler herpå (Sjøgren 2019). I det perspektiv rummer Krigsførelsens Kredsløb stadig potentiale for forskerne. I stedet for at afvise praktikernes viden, som den simple bondes vildfarelser, kan vi konstruktivt undersøge den. Kredsløbet tilbyder et vindue ind i den militære praksis i forhold til, hvordan danske officerer spontant forstår sig selv og deres omverden. Man kunne empirisk undersøge, hvor udbredt idéen om kredsløbet reelt er. Man kunne spørge, hvordan doktrinudvikling eller materielindkøb bliver formet af den forståelse af orden, som kredsløbet repræsenterer. Historisk kunne man prøve at forstå, hvordan netop denne model slog rod og fik lov til at leve som en egentlig (realistisk) teori med velbedømte afgangsprojekter til følge? Endelig kunne man videnskabsteoretisk forsøge at aflive de værste misforståelser: eksempelvis antagelsen om, at Krigsførelsens Kredsløb i sig selv er en komplet teori. Mulighederne er mange, og debatten om Krigsførelsens Kredsløb er næppe afgjort med artiklerne i dette temanummer.

Konklusion

I et videnskabsteoretisk perspektiv er Krigsførelsens Kredsløb en repræsentation af virkeligheden, en model. Dermed kan vi per definition ikke afgøre, hvorvidt Krigsførelsens Kredsløb er sandt eller falskt. Vi kan alene diskutere, om det er nyttigt i den sammenhæng, som vi ønsker at bruge det i. Det er eksempler på denne nyttige og praktiske anvendelse, som dette temanummers øvrige bidrag hver især søger at demonstrere.

Krigsførelsens Kredsløb er således en nyttig struktur, en huskeliste eller en model, der har vist sig anvendelig til at opnå indblik i et meget komplekst felt, bl.a. ved at afgrænse det militære rum. Kredsløbet er et middel, der kan generere hypoteser eller udpege problemer, som vi efterfølgende med egentlige videnskabelige teorier må søge at besvare. Deraf følger, at hvis vi ønsker at anvende Krigsførelsens Kredsløb argumenterende eller forklarende, kræver det, at vi supplerer med egentlig teori. Modellen kan ikke stå alene.

Anerkendelser

Eksemplet med S-tognettet er inspireret af en ukendt forfatters noter til en forelæsningsrække i videnskabsteori på Aalborg Universitet fra 2007. Tilgået 23. oktober 2019 via http://kom.aau.dk/~dsp/ComSys08/ComSys07/sites/ComSys6/5%20Modeller%20og%20modelanvendelse%20indenfor%20videnskaben.pdf.

Tak til de øvrige forfattere af artikler til dette temanummer samt redaktøren, Peter Viggo Jakobsen, for konstruktiv kritik under udarbejdelse af artiklen.

Interessekonflikter

Forfatteren har ingen interessekonflikter i forbindelse med denne artikel.

Litteratur

  1. Aristotle. (2011). Nicomachean Ethics. Chicago: University of Chicago Press. 

  2. Baastrup, M. P. (2019). Forsvarsakademiets Forsknings- og udviklingsrapport 2018. København: Forsvarsakademiet. Hentet fra http://www.fak.dk/forskning/Documents/FAK%20FoU%202018.pdf 

  3. Bergstein, S. (1985). Om voldens teknologi. Militært Tidsskrift, 114, februar. 

  4. Berkeley, G. (1710). The principles of Human Knowledge. Hentet fra https://salemcc.instructure.com/courses/451/pages/george-berkeley-the-principles-of-human-knowledge-1710 

  5. Clausewitz, C. v. (1832). Vom Kriege. Berlin: Dümmlers Verlag. Hentet fra https://www.clausewitz.com/readings/VomKriege1832/_VKwholetext.htm 

  6. Clausewitz, C. v. (1832/1986). Om krig I-III. Dansk oversættelse ved Niels Berg. København: Rhodes. 

  7. DSB. (2019). Kom godt hjem med S-toget. Hentet fra https://www.dsb.dk/kampagner/s-tog/ 

  8. Feyerabend, P. (1975). Against Method (4. udgave). London: Verso. 

  9. Frigg, R., & Hartman, S. (2006, 27. februar). Models in Science. The Standford Encyclopedia of Philosophy. Hentet fra https://plato.stanford.edu/entries/models-science/v 

  10. Høiback, H. (2012). Hva er militærteori? I Høiback, H og Ydstebø (red.). Krigens Vitenskap – en innføring i militærteori. Oslo: Abstrakt forlag. 

  11. Høiback, H. (2015). The Anatomy of Doctrine and Ways to Keep It Fit. Journal of Strategic Studies, 39(2), 185–197. DOI: https://doi.org/10.1080/01402390.2015.1115037 

  12. Holberg, L. (1723). Eramus Montanus eller Rasmus Berg. Comoedie udi fem acter. Hentet fra http://holbergsskrifter.dk/holberg-public/view?docId=skuespill%2FErasmus%2FErasmus.page&brand= 

  13. Huntington, S. (1957). The Soldier and the State. Cambridge: Belknap Press. 

  14. Jakobsen, P. V. (2017). War Studies traditionen (på Syddansk Universitet): Hvad, hvordan, hvad nu? Økonomi og politik, 90(1). Hentet fra https://www.djoef-forlag.dk/openaccess/oep/files/2017/1_2017/1_2017_10.pdf 

  15. Jakobsen, P. V. (2020). Forord: Hvad skal vi med et temanummer om Krigsførelsens Kredsløb? Scandinavian Journal of Military Studies. 

  16. Jensen, M. S. (2004). Krigsførelsens kredsløb. Militært Tidsskrift, 133(1). Hentet fra https://www.krigsvidenskab.dk/emne/krigsforelsens-kredslob 

  17. Kant, I. (2007 [1783]). Prolegomena zu einer jeden künftigen Metaphysik, die als Wissenschaft wird auftreten können [Prolegomena til enhver fremtidig metafysik, der skal kunne fremtræde som videnskab]. Dansk oversættelse ved Claus Bratt Østergaard. Frederiksberg: Det lille Forlag. 

  18. Keegan, J. (1994). A history of warfare. Vintage: London. 

  19. Kuhn, T. S. (2016 [1962]). The Structure of Scientific Discovery (4. udgave). Chicago: University of Chicago Press. 

  20. Luhmann, N. (2020 [1984]). Sociale Systeme [Socialt System]. Dansk oversættelse ved John Cederstrøm, Jens Rasmussen og Niels Mortensen. Frederiksberg: Samfundslitteratur. 

  21. Marrup, K. (2020). Krigsførelsens Kredsløb 2.0 – Kapabilitetskredsløbet. Scandinavian Journal of Military Studies. 

  22. Michaelsen, H. P. H. (2013). Kredsløbsforstyrrelser. Militært Tidsskrift, 141(4). Hentet fra https://www.krigsvidenskab.dk/emne/krigsforelsens-kredslob 

  23. Michaelsen, H. P. H. (2020). Krigsførelsens Kredsløb som kapabilitetsmodel – fra symmetrisk model til fokus på opgaven. Scandinavian Journal of Military Studies. 

  24. Nielsen, K. V. (1986). Krigsfilosofi og militær teorier i Clausewitz, C. Von, Om Krig, bind III. København: Rhodos. 

  25. Nørby, S. (2018). Når fjenden forsvinder: Det danske flyvevåbens omstilling fra Berlinmurens fald i 1989 til krigen over Libyen 2011. Ph.D.-afhandling, Syddansk Universitet, Odense. Hentet fra https://www.sdu.dk/-/media/files/forskning/phd/phd_hum/afhandlinger/2018/noerbyphd-final.pdf?la=da&hash=14B5513A8A3A0347B4B7F882B2C326EF8D2C9FC4 

  26. Nørgaard, K., & Sjøgren, S. (2019). Robotterne styrer! Militær teknopolitik og risikoledelse i praksis. Frederiksberg: Samfundslitteratur. 

  27. Pierce, C. S. (1931). Lectures on Pragmatism. I Collected Papers Vol. V.: Pragmatism and Pramaticsm. Hentet fra https://www.textlog.de/peirce_pragmatism.html 

  28. Popper, K. R. (1959). The Logic of Scientific Discovery. New York: Basic Books. DOI: https://doi.org/10.1063/1.3060577 

  29. Rynning, S. (2017). War Studies: en introduktion. Økonomi og politik, 90(1). Hentet fra https://www.djoef-forlag.dk/openaccess/oep/files/2017/1_2017/1_2017_3.pdf 

  30. Sjøgren, S. (2018). Hvad er Krigsførelsens kredsløb og hvad kan vi med det. Militært Tidsskrift. Hentet fra https://www.krigsvidenskab.dk/emne/hvad-er-krigsforelsens-kredslob-og-hvad-kan-vi-med-det 

  31. Sjøgren, S. (2019). Hvordan kan vi stå, når vi skal forstå doktrin? En videnskabsteoretisk terrænorientering i studiet af doktrin. Militært Tidsskrift. Hentet fra https://www.krigsvidenskab.dk/emne/hvordan-kan-vi-sta-nar-vi-skal-forsta-doktrin-en-videnskabsteoretisk-terraenorientering-i-studiet-af-doktrin 

  32. Sjøgren, S., & Nørby S. (2020). Krigsførelsens Kredsløbs hvem, hvad, hvor. Scandinavian Journal of Military Studies. 

  33. Sonne-Ragans, V. (2012). Anvendt videnskabsteori. Frederiksberg: Samfundslitteratur. 

  34. Trautner, J. P. (2020). Kapaciteternes Kredsløb – en analysemodel til vurdering af militære styrkers kvalitet og kampkraft. Scandinavian Journal of Military Studies.