Start Submission Become a Reviewer

Reading: Krigsførelsens Kredsløbs hvem, hvad, hvor

Download

A- A+
Alt. Display

Practice-oriented Articles

Krigsførelsens Kredsløbs hvem, hvad, hvor

Authors:

Søren Sjøgren ,

Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet, DK
X close

Søren Nørby

Institut for Militærhistorie, Kulturforståelse og Krigsteori, Forsvarsakademiet, DK
X close

Abstract

The Danish capability model, the Capability Cycle, points to a connection between the military organization, its technologies, and its doctrines. At the Royal Danish Defence College the model has been used since its emergence in the middle of the 1960s to analyze military capabilities. Thus, generations of Danish officers have used the model and its implicit claims on cause and effect to understand military capability. In stark contrast to the model’s popularity within the Danish Defence, it has been completely ignored in academia.

This article is an analysis of the origin and use of the three dominant versions of the Capability Cycle. The three versions each reflect the overall security situation at the time of their publication. Common to all three is, however, a lack of critical discussion on the model’s explanatory mechanisms. This creates problems when students try to use the model as an independent theory that, in and of itself, can explain cause and effect or deepen our understanding or interpretation of military capabilities. Upon inspection, the good news is that the Capability Cycle can be a useful tool in the classroom as well as in research and development. On the other hand, its use until now has run into two challenges: (1) the problem of striking the right balance between simplicity and complexity, and (2) a lack of acceptance of the fact that the model in and of itself does not explain anything. The purpose of this special issue is to offer solutions to overcome these challenges.

 

Resumé

Krigsførelsens Kredsløb er en model, der peger på en sammenhæng mellem den militære organisation, dens teknologi og de doktriner (metoder), som den anvender. Modellen har været anvendt på Forsvarets uddannelser siden midten af 1960’erne og ligger som en latent selvforståelse i officerskorpset af sammenhænge og grænsedragninger i den militære praksis.

Modellen findes i tre varianter, der hver afspejler den sikkerhedspolitiske situation, de er skrevet ind i. Fælles for de tre udlægninger er en manglende diskussion af deres påståede årsagssammenhænge. Det skaber især problemer, når studerende forstår kredsløbet som en teori, der kan forklare årsagssammenhænge. Modellens popularitet i Forsvaret står i kontrast til dens status uden for hegnet, hvor den er blevet fuldstændig ignoreret i den akademiske litteratur. Der er behov for et 50-års eftersyn: Hvad kan Krigsførelsens Kredsløb anno 2020?

Den gode nyhed er, at Krigsførelsens Kredsløb udgør et nyttigt instrument i både undervisnings-, forsknings- og policyanalysesammenhæng. Den mindre gode er, at dens anvendelse til dato har været præget af to svagheder: (1) at finde den rette balance mellem enkelthed og kompleksitet, og (2) en manglende forståelse for, at modellen ikke forklarer noget i sig selv, men skal suppleres med teori.

Formålet med dette temanummer er at give bud på, hvordan disse udfordringer kan løses. Det vil demonstrere, hvordan modellen kan suppleres med teori, og hvordan den kan tilpasses for at kunne løse forskellige problemer. Det er vores håb, at disse artikler vil bidrage til at øge kvaliteten af de analyser, som modellen vil blive brugt til fremover.

 

Keywords: Krigsførelsens Kredsløb; metode; teori; doktrin; teknologi; organisation

How to Cite: Sjøgren, S., & Nørby, S. (2020). Krigsførelsens Kredsløbs hvem, hvad, hvor. Scandinavian Journal of Military Studies, 3(1), 210–222. DOI: http://doi.org/10.31374/sjms.76
158
Views
26
Downloads
9
Twitter
  Published on 16 Nov 2020
 Accepted on 03 Jul 2020            Submitted on 12 May 2020

Indledning

Krigsførelsens Kredsløb er en model, der udpeger sammenhængen mellem den militære organisation, den teknologi (våben og andet materiel) samt de doktriner (metoder), den bruger til at kæmpe (Bergstein 1985: 48; Nielsen 1986: 959). Kombinationen af disse tre elementer benævnes den miltære kapabilitet og udgør evnen til at fremtvinge en afgørelse i kampen. Sammenhængen vil være at finde fra det højeste militærstrategiske niveau i form af samfundet og det samlede forsvar til det laveste taktiske niveau, eksempelvis i form af en infanterigruppe. Grundtanken kan vi udtrykke således:

Krigsførelsens Kredsløb har været anvendt på Forsvarets officersuddannelser siden midten af 1960’erne. Det er et værktøj, som flere generationer af officerer har brugt til at forstå og artikulere deres egen profession, og modellen eksisterer stadig som ramme for at tænke om og strukturere analyser af militær kapabilitet. Den er enkel, let at forstå og kan skabe overblik over det komplekse fænomen, som krig og militær kapabilitet er. Modellen eksisterer i tre klassiske udlægninger fra Militært Tidsskrift: Svend Bergsteins ’Om voldens teknologi’ fra 1985, Mikkel Storm Jensens ’Krigsførelsens kredsløb’ fra 2004 og Hans Peter H. Michaelsens ’Kredsløbsforstyrrelser’ fra 2013. De repræsenterer alle tre variationer over grundmodellen, der hver giver et bud på, hvordan tingene forholder sig og i mindre grad detaljeret diskuterer, hvorfor tingene nødvendigvis må forholde sig således.

Detaljerne om Krigsførelsens Kredsløbs oprindelse er imidlertid dunkle. Den første kilde på skrift er Bergsteins artikel fra 1985. Den er udgivet på et tidspunkt, hvor modellen angiveligt har haft knap 20 år på bagen. Bergstein selv henviser til en publikation af K. V. Nielsen fra 1981, men den har vi ikke kunnet opdrive. Jensens artikel fra 2004 trækker også på en publikation fra faggruppe KRIH/STAT (krigshistorie/statskundskab) på Hærens Officersskole, som vi heller ikke har kunnet finde. Til tider angiver kilderne direkte modsatrettede oplysninger om, hvem der var ophavsmand til hvilke tilføjelser og hvornår. Det spor har vi ikke ønsket at forfølge. Vi nøjes med at konstatere, at historieløsheden i forhold til Krigsførelsens Kredsløb skaber mulighedsrum for fri fortolkning af modellen. Dette er en af årsagerne til dette temanummer.

Idéen i grundmodellen er, at man ved at betragte sammenhængen mellem organisation, teknologi og doktrin eksempelvis kan give en vurdering af den militære kapabilitet. En anden mulighed er at sammenholde eget kredsløb med modstanderens med henblik på at vurdere det mulige udfald af en kamp. En tredje mulighed er at undersøge sammenhængen mellem organisation og teknologi for at udlede den optimale doktrin. Dette foregår selvsagt ikke i et vakuum: Den militære kapabilitet vil være rettet mod en bestemt modstander – en bestemt opgave – og er i øvrigt underlagt civil kontrol. Her følger et par eksempler til at illustrere sammenhængen:

I 1992 vedtog Folketinget at udfase de danske Drakenjagerfly. Udfasningen betød, at F-16-flyene skulle overtage Drakenflyenes opgave med fotorekognoscering, hvilket skabte et behov for at udvikle en ny fotopod (til at hænge under flyets bug) til F-16-flyene. En politisk beslutning om at ændre organisationen medførte altså en doktrinær ændring af brugen af F-16, der igen medførte en teknologisk ændring i form af anskaffelse af en ny type fotopod (Nørby 2018: 16).

I Hæren opererede man i starten af 00’erne med infanterigrupper på otte mand. I forbindelse med indfasning af infanterikampkøretøjet CV9035 blev dette ændret til seksmandsgrupper. Der var ganske enkelt ikke plads til alle otte soldater bag i køretøjet, hvormed gruppen enten skulle fordeles på flere køretøjer eller skæres i antal. Her begrænsede den anvendte teknologi organisationen, der ændredes fra otte til seks mand, hvilket medførte krav om en ændring af doktrinen, idet en gruppe på seks opererer efter andre kampeksercitser end en gruppe på otte.

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan denne sammenhæng skal forstås? Hvorfor var løsningen med fotorekognoscering nødvendigvis en fotopod på F-16? Kunne opgaven ikke have været løst med en drone, et andet fly, en satellit eller være en opgave, som helt faldt bort? Hvorfor kunne infanterigruppen ikke opgraderes til en 12-mandsgruppe og fordeles på to køretøjer? Hvorfor blev CV9035 overhovedet indfaset, når den ikke passede ind i den eksisterende doktrin og ikke kunne løfte den eksisterende organisation?

Sådanne spørgsmål kan Krigsførelsens Kredsløb i sig selv ikke give noget svar på. Det rejser spørgsmålet: Hvad repræsenterer Krigsførelsens Kredsløb egentlig? Et er at illustrere en sammenhæng (korrelation), men hvis vi påstår, at der også er årsagssammenhænge (kausalitet eller mekanisme), trækker vi implicit på teori om, hvad der forårsager hvad. Disse indlejrede antagelser har vi ikke haft tradition for at diskutere. Det gør, at de tre klassiske udlægninger enten er teoretisk underbelyste eller fejlbehæftede. Nærlæser man dem, vil man kunne stille kritiske spørgsmål til grundantagelserne ved alle tre. Det er netop det, der gøres i artiklen ’Krigsførelsens Kredsløb i et videnskabsteoretisk perspektiv – teorier, modeller og virkelighed’ (Sjøgren 2020). Fremtidige brugere af Krigsførelsens Kredsløb og dets forskellige udlægninger har således behov for at tydeliggøre deres grundantagelser og kritisk diskutere, hvorvidt de er rimelige i forhold til at forstå netop den problemstilling, de forsøger at forstå. Det er veje hertil, som dette temanummer udpeger.

Idéen om Krigsførelsens Kredsløb rammer også et andet af samfundsvidenskabens grundvilkår: Virkeligheden er kompleks, og krig er måske et af de meste komplekse fænomener, vi kan studere. Hvis vi vælger at reducere virkeligheden til et antal observerbare komponenter skitseret i en model, risikerer vi at udelade noget vigtigt. Hvordan kan vi vide, at vi indfanger alt det vigtige? Omvendt kan en kompleks model, der forsøger at inddrage alting, forvirre mere, end den gavner, således at det ikke er tydeligt, hvad der egentlig forklarer hvad, endsige hvad modellen egentlig viser.

Jensens (2004) udlægning af Krigsførelsens Kredsløb som en egentlig realistisk teori har været særligt definerende for anvendelseshistorien i opgaveskrivning på Forsvarsakademiets højest strukturerede uddannelse, det tidligere stabskursus, der i 2014 blev afløst af den akkrediterede Master i Militære Studier (Forsvarsakademiet 2016). Afgangsprojektet skrives inden for en af søjlerne: militær ledelse, militær strategi og militære operationer. Her har otte procent af opgaverne på tværs af de tre søjler i den undersøgte periode fra 2007–2019 anvendt Krigsførelsens Kredsløb.

I den militære praksis er Krigsførelsens Kredsløb ofte anvendt som en fælles referenceramme. I diskussionerne i arbejdet med dette temanummer har de militære bidragydere på tværs af værnene alle kunnet genkalde, at modellen er blevet doceret på officersgrunduddannelsen, på videreuddannelsen til kaptajn samt på stabskursus fra starten af 1990’erne og indtil nu. Den bruges i Forsvarets interne debatter, i debatten om behovet for en dansk landmilitær doktrin, som redskab til at diskutere imødegåelse af fremtidens trusler samt i beskrivelser af officerernes kompetencer.1 Kredsløbet synes da at være et generelt anvendt redskab for danske officerer på tværs af værnene til at forstå Forsvarets relation til sin omverden såvel som Forsvarets interne dynamikker. Idéen om denne orden synes da at eksistere både i den militære praksis og til undervisningsbrug på alle vores uddannelser. Men dokumentationen er sparsom, og den kritiske diskussion er generelt fraværende.

I kontrast til modellens udbredelse i officerskorpset er den stort set ubeskrevet i den akademiske litteratur. Først i de senere år har Krigsførelsens Kredsløb tiltrukket sig opmærksomhed i egentlige forskningsartikler. Her har eksempelvis Søren Sjøgren (2018) og Katrine Nørgaard (2019) stillet sig kritiske over for kredsløbets typiske grundantagelser. Søren Nørby (2018) har anvendt kredsløbet i sin Ph.d.-afhandling, Når fjenden forsvinder, som et fokuseringsværktøj i et krigshistorisk studie. Alle tre har imidlertid også selv tilknytning til Forsvarsakademiet. Uden for Forsvarsakademiet synes Krigsførelsens Kredsløb at være ignoreret. Det spøjse er i denne sammenhæng ikke, at nogen har stillet sig kritiske over for Krigsførelsens Kredsløb, men snarere at det er helt fraværende i den akademiske litteratur uden for Forsvaret.

Hvordan kan det være, at et begreb, der har været anvendt i uddannelsen af officerer i Danmark, ikke har vundet indpas i akademiske kredse udenfor Forsvaret? Har officerskorpset dyrket pseudovidenskab, eller er der tale om en art praktisk viden, som academia indtil nu ikke har kunnet indfange eller se nytten af? Er Krigsførelsens Kredsløb en teori, der kan forklare årsagssammenhænge, eller er der bare tale om en analysemodel, der falder sammen, så snart vi stiller kritiske spørgsmål?

Dette temanummer om Krigsførelsens Kredsløb forsøger at løse nogle af de problemer, som er skitseret ovenfor. Fælles for artiklerne er en tro på, at Krigsførelsens Kredsløb kan være analytisk anvendeligt til at strukturere en analyse af militær kapabilitet, og at modellen brugt med omtanke kan være en god måde at håndtere dilemmaet mellem enkelthed og kompleksitet. Det kræver imidlertid, at man som minimum kritisk diskuterer egne grundantagelser kontra den specifikke problemstilling, som man forsøger at forstå.

Artiklens opbygning

Nærværende artikel skitserer Krigsførelsens Kredsløbs tilblivelseshistorie gennem Bergsteins (1985), Jensens (2004) og Michaelsens (2013) udlægninger fra Militært Tidsskrift. Udlægningerne relateres til den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, som de hver især er skrevet ind i, idet kredsløbet netop er blevet gentænkt, når den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig markant. Herefter analyseres den praktiske anvendelse af kredsløbet, som den har udfoldet sig i afgangsprojekter på det tidligere stabskursus og den nuværende Master i Militære Studier samt i den professionelle debat i øvrigt. Slutteligt præsenteres to beslægtede modeller, der i henholdsvis Storbritannien og USA anvendes til at strukturere analyser af militær kapabilitet.

Artiklen konkluderer, at idéen om Krigsførelsens Kredsløb ligger som en latent selvforståelse i officerskorpset i form af forud definerede grænsedragninger mellem modellens komponenter og eksempelvis det militære og det civile, selv om den er teoretisk underbelyst og i nogle udlægninger fejlbehæftet, særligt i forhold til påstandene om kausalitet. Det skaber problemer i anvendelsen af Krigsførelsens Kredsløb.

Slutteligt præsenteres de øvrige bidrag til dette temanummer om Krigsførelsens Kredsløb, som netop har til formål at vise, hvordan det kan anvendes til videnskabelige analyser, og hvordan man kan overkomme de skitserede problemer.

Hvor kommer Krigsførelsens Kredsløb fra, og hvordan har det været anvendt?

Første gang, vi finder Krigsførelsens Kredsløb på skrift, er i Svend Bergsteins artikel ’Om voldens teknologi’ i Militært Tidsskrift fra 1985. På dette tidspunkt har modellen allerede knap 20 år på bagen, idet kredsløbet i sin oprindelige version blev udvikles af K. V. Nielsen i forbindelse med et udviklingsarbejde på Hærens Officersskole i 1960’erne (Jensen 2004: 176). Bergstein selv refererer også til en unavngiven publikation af K. V. Nielsen fra 1981. Denne publikation har vi ikke kunnet opdrive. Allerede i 1985 synes der dermed at være tale om, at Bergstein til dels har dokumenteret praksis: Krigsførelsens Kredsløb har været en almindelig kendt og accepteret begrebsstruktur i Forsvaret, omend det ikke har været forankret på skrift.

Det betyder, at præmisserne for kredsløbet og den kritiske intervention udelades, og vi står tilbage med en grafisk fremstilling, som vi selv må læse mulige årsagssammenhænge ind i. Vi står så at sige med resultatet af regnestykket, men mellemregningerne mangler. Diskussionen om kredsløbet risikerer da at degenerere i diskussioner om, hvilken vej pilene i kredsløbet vender, hvordan det skal tolkes, og hvem der i virkeligheden var ophavsmand til dette eller hint. Dermed misser man den mere overordnede pointe: at der synes at eksistere en sammenhæng, men at vi alene ved at betragte modellen ikke får noget at vide om, hvorfor eller hvordan den sammenhæng kan forstås. Det er dette problem, som dette temanummer om Krigsførelsens Kredsløb har til formål at rette op på.

I det efterfølgende sammenstykker artiklen de skriftlige fragmenter af tilblivelseshistorien og relaterer dem til den sikkerhedspolitiske situation, som dannede baggrund for artiklerne. Modellen er typisk blevet gentænkt, når den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig markant. Dermed har modellen gennem tiden været anvendt til at repræsentere en aktuel situation, og udlægningerne må derfor forstås i relation til deres historiske kontekst.

Clausewitz og tvekampen i en bipolar verden

Bergstein præsenterer Krigsførelsens Kredsløb som en begrebsstruktur, der nødvendigvis må udledes logisk deduktivt, idet man ikke kan beskrive krigens indre sammenhænge ved at betragte dens ydre udtryksformer (Bergstein 1985: 75). Krigen er i sin natur uforudsigelig, hvilket gør enhver påstand om lovmæssighed meningsløs. Krigen er, med Carl von Clausewitz’ ord, en kamæleon, hvis karakter hele tiden ændrer sig, men hvis natur eller indre sammenhæng forbliver konstant (Clausewitz 1832: 19).

Bergstein udleder sine begreber fra Clausewitz’ grundsætning om, at “krigen er politikkens fortsættelse med andre midler, og formålet med krigen er at påtvinge modstanderen sin vilje gennem voldsanvendelse” (Clausewitz i Bergstein 1985: 47). De to modstandere i krigen stræber hver især efter at afgøre kampen, og “det er derfor med den militære afgørelse som fællesnævner, at man kan sammenligne modstanderens bestræbelser” (Bergstein 1985: 45). I en fodnote bemærker Bergstein, at den struktur, han udleder, alene vil være gældende i bipolare krige. Det er altså i lyset af ønsket om at skabe en militær afgørelse i en specifik kamp mod en specifik modstander, at Bergstein konkluderer, at “den militære afgørelse fremtvinges gennem kampen, som gennemføres af den militære organisation under anvendelse af teknologi (våben og andet materiel) og i overensstemmelse med hensigtsmæssige doktriner (metoder)” (Bergstein 1985: 48).

Ifølge Clausewitz er krigen en vekselvirkning, der teoretisk er uden grænser. Samtidig er krigen dels en videreførelse af politikken med andre midler, og dels har ethvert samfund begrænsede ressourcer, og krigen kan logisk set ikke føres ud over disse grænser. Bergstein konkluderer, at de mulige sammenhænge i kredsløbet derfor må være betinget af nogle omkringliggende faktorer.

Organisationen består af mennesker grupperet i forhold til en given mængde materiel. Mulighederne for, hvor stor en organisation A eller B kan råde over, afhænger af det omgivende samfund. Det er dermed de politiske muligheder, der er afgørende for, hvordan organisationen kan se ud (Bergstein 1985: 50).

Teknologien består af alt anvendt materiel. Det er samfundets økonomiske og teknologiske formåen, der sætter grænserne for den teknologi, som organisationen kan håndtere (Bergstein 1985: 50).

Doktrinen angiver de metoder, med hvilke den militære afgørelse skal opnås. Denne doktrin skal være inden for de moralske normer, som samfundet opstiller. I praksis, konkluderer Bergstein, kommer dette til udtryk i, hvorvidt eller i hvilken grad folkeretten efterleves i en konflikt. Der er således en ideologisk begrænsning i, med hvilke metoder henholdsvis A og B fører krigen (Bergstein 1985: 50).

Herfra kan Bergstein nu opstille den første grafiske fremstilling af Krigsførelsens Kredsløb, hvor A og B hver forsøger at optimere deres respektive kredsløb i forhold til at skabe en afgørelse i kampen. Modellen er med Bergsteins ord et ’servosystem’, hvor begge parter forsøger at tippe balancen til egen fordel og derigennem påtvinge fjenden sin vilje (Bergstein 1985: 73). Det sker eksempelvis ved, at A indfører ny teknologi, der giver en fordel, hvormed B tvinges til at reagere. Dette afstedkommer en ny ubalance i form af feedback, hvormed A må justere osv. K. V. Nielsen forklarer i sin kommentar til oversættelsen af Clausewitz’ Om Krig, at dette kredsløb aldrig kan være i fuldstændig balance, men er underkastet en evig forandringsproces i form af krav fra tre fronter: fra det omkringliggende samfund, fra ændringer i kredsløbets indre komponenter og fra modstanderens aktuelle eller forventede ændringer (Nielsen 1986: 959, Figur 2).

Figur 1 

Kapabilitetstanken i Krigsførelsens Kredsløb, jf. Bergstein (1985).

Figur 2 

Bergsteins og K. V. Nielsens udgave af Krigsførelsens Kredsløb (Nielsen 1986: 960).

Bergstein vender dernæst tilbage til problemet med at forudsige krigsudfald: Nok kan man analysere sig frem til, hvordan kampen burde falde ud, men der er mange tilfælde, hvor den umiddelbart svagere part har vundet. Det skyldes ifølge Bergstein det umålelige eller, med hans egne ord, ’krigens imponderabilier’ (Bergstein 1985: 46). Vi kunne også anvende Clausewitz’ betegnelse ’krigens friktion’ (Clausewitz 1832: 46). Bergstein konkluderer, at modellen ikke kan udvikles yderligere, fordi man ikke i modellen kan tage højde for krigens usikkerhed og måle det umålelige. Som følge heraf betegner Bergstein sin egen analyse af det forventelige udfald af en fransk delings modangreb ved Dien Bien Phu i 1954 som ’kvalificerede gætterier’ (Bergstein 1985: 53).

Det bedste, man kan gøre, er at gøre sine militære kapabiliteter så resistente som muligt over for krigens uforudsigelighed. Det bør ske ved at styrke relationerne mellem modellens indre elementer. Eksempelvis udgøres relationen mellem doktrin og organisation af planlægningssystemet og øvelsesvirksomheden. Man reducerer bl.a. krigens friktion ved at planlægge sine operationer inden for rammerne af doktrinen og gennemføre øvelsesvirksomhed (Bergstein 1985: 56ff). Denne del af Bergsteins tekst bliver meget praktisk i forhold til at analysere eksempelvis materielanskaffelser ved at kvantificere og sammenstille en række data i en fiktiv analyse af anskaffelsen af et mandbåret missilsystem. Vi forlader derfor Bergstein og bliver på det konceptuelle niveau.

Bergsteins udlægning er skrevet under den kolde krig og afspejler idéen om en klart defineret modstander helt i tråd med Clausewitz’ forståelse af krigen som en tvekamp. Det åbenlyse spørgsmål er da, hvorledes modellen passer til en nutidig verden, hvor modstanderen er blevet til modstanderne, og hvor den sikkerhedspolitiske situation er blevet mere fragmenteret, end den var under den kolde krig. Samtidig angiver Bergstein ingen nødvendighed mellem modellens indre elementer. Optimeringen af kredsløbet er alene rettet mod at skaffe eller bevare en kapabilitet, der kan tvinge modstanderen til at føje ens vilje. For Bergstein var der altså tale om en begrebsstruktur, der peger på en intern sammenhæng i krigsførelsen, og det er alene med “den miltære afgørelse som fællesnævner, at man kan sammenligne modstandernes bestræbelser” (Bergstein 1985: 48).

Et system i balance drevet af økonomisk rationalitet

Mikkel Storm Jensens (2004) udlægning af Krigsførelsens Kredsløb har uden tvivl været den mest indflydelsesrige i forhold til nutidig anvendelse af kredsløbet, idet næsten alle de analyserede afgangsprojekter samt hele den øvrige professionelle skriftlige debat refererer hertil. Artiklen udsprang oprindeligt af et afgangsprojekt, som Jensen fik til opgave at skrive på Hærens Officersskoles videreuddannelse for militære ledere. Jensen forsøger i artiklen at udlægge og analysere kredsløbet som en egentlig realistisk teori. Analysen er meget original, men nøjagtig som med Bergsteins er det uklart, hvor stor en del af udlægningerne af kredsløbets interne forhold, påvirkninger og definitioner der er dokumentation af allerede eksisterende praksis. Den ene af de to forfattere til nærværende artikel var selv kadet på Hærens Officersskole i starten af 00’erne og genkender Jensens fremstilling af kredsløbet som den måde, hvorpå kredsløbet også blev doceret i undervisningen. Det var så at sige sådan, man strukturerede en analyse af og burde forstå begrebet militær kapabilitet.

Formålet med kredsløbet er ifølge Jensen, “at man til enhver tid og i ethvert samfund ud fra kendskab til alle eller dele af de elementer, der indgår, kan forklare eller forudsige, hvorfor elementerne har eller kommer til at have den natur, som de har” (Jensen 2004: 182). Jensen synes da at tage et skridt videre end Bergstein, der alene beskrev kredsløbet som en begrebsstruktur eller en model. For Jensen synes der at være tale om en egentlig teori, der angiver og kan forklare årsagssammenhænge og ikke blot pege på sammenhænge: en påstand om kausalitet, ikke blot korrelation.

Jensen beskriver indledningsvist kredsløbet og dets overskuelige elementer som et fokuseringsværktøj, der kan anvendes til at betragte et samfund og dets militære kapabilitet (Jensen 2004: 176). Han tager afsæt i ovenstående model udviklet ved faggruppe KRIH/STAT (krigshistorie/statskundskab) på Hærens Officersskole i 1994. Til forskel fra Bergsteins model er modstanderen erstattet af den mere løse betegnelse det ’ydre miljø’. I stedet er der nu tilføjet en ydre ring, og fokus er dermed rettet på mulighedsbetingelserne og på en optimering af den militære kapabilitet under bestemte mulighedsbetingelser. Disse mulighedsbetingelser ligner stort set de betingelser, som Bergstein præsenterede under sine definitioner af organisation, teknologi og doktrin. Man bemærker dog, at også de ydre mulighedsbetingelser nu også præsenteres som et kredsløb, og at der nu udpeges en relation eksempelvis mellem samfundets politiske struktur og dets (økonomiske) udviklingsniveau. Hvor Bergstein forsøgte at udlede sine begreber deduktivt fra Clausewitz’ definition af krigen, anfører Jensen, at Krigsførelsens Kredsløb er opstillet på induktivt grundlag (Jensen 2004: 178). Det er muligt, at kredsløbet udgør et induktivt grundlag, men for at kunne vurdere validiteten, har vi brug for mellemregningerne: Hvilke data er Krigsførelsens Kredsløb opstillet på baggrund af? Og hvis observationen er korrekt, er der rettelig snarere tale om en ’hypotese’ end om en sammenhæng, som vi så kan teste empirisk.

Pilene i Figur 3 illustrerer, at påvirkningen kan gå begge veje: fra den ydre ring og ind samt fra den indre ring og ud. Påvirkningen er dog stærkest udefra og ind. Det skyldes krigens natur: en videreførelse af politikken med andre midler. Hvis krigen skal være rationel, må den altså være underlagt civil kontrol illustreret ved mulighedsbetingelserne i den ydre ring. Dette ligger ifølge Jensen i selve modellens ånd (Jensen 2004: 183).

Figur 3 

Jensens udgave af Krigsførelsens Kredsløb (Jensen 2004: 177).

Hos Jensen handler optimeringen i Krigsførelsens Kredsløb ikke længere om at tippe balancen i en bestemt kamp mod en bestemt modstander; den stammer i stedet fra den “almindelige antagelse fra den økonomiske videnskab om rationalitet” (Jensen 2004: 182). Et samfund bør få mest mulig militær kapabilitet ud af sine investeringer. Ubemærket sker et skift fra en repræsentation af Clausewitz’ tænkning om krigen som en tvekamp, hvor to modstandere er låst til hinanden, og optimering er strengt fokuseret på modstanderen, til en neorealistisk eller klassisk økonomisk tænkning om optimering som et mål i sig selv. Jensen angiver selv, at han dengang netop trak på sin uddannelsesmæssige baggrund som økonom (cand.polit.), og at han i sin artikel forsøgte at forstå Krigsførelsens Kredsløb gennem økonomens rationelle briller (Jensen 2019). Hvis vi igen trækker den historiske sammenhæng frem, kan det muligvis forklare, hvordan netop denne udlægning blev så populær. Jensen (2004) skriver efter murens fald og i en periode, hvor det danske forsvar var ved at redefinere sig selv: Modstanderen i bestemt ental var forsvundet, og forsvarsbudgetterne var generelt under pres. Modellen synes dermed at repræsentere både en alment accepteret tænkning i form af økonomisk rationalitet og den aktuelle sikkerhedspolitiske situation (Figur 3).

Jensen præsenterer også Krigsførelsens Kredsløb som en funktion, således at X = F (doktrin, teknologi, organisation), og han angiver, at X optimeres under følgende bibetingelser: samfundets økonomiske udviklingsstadie, politiske struktur og ideologi. Samtidig advarer Jensen mod den matematiske opstilling. Modellen beskæftiger sig med samfundsforhold, der ikke lader sig efterprøve matematisk. Derfor er det “væsentligt, at forudsætninger, sammenhænge og parametre defineres så præcist, at man meningsfyldt kan diskutere dem” (Jensen 2004: 180). Dette åbner for to måder at læse Jensens artikel på:

(1) Den typiske, der tekstnært tolker udlægningen som et forsvar for Krigsførelsens Kredsløb som en realistisk teori, der kan forklare sammenhænge i krigsførelsen til enhver tid og i ethvert samfund. Her anvendes de definitioner, sammenhænge og parametre, som Jensen selv angiver i sin artikel. Det er denne læsning, der har været anvendt i afgangsprojekterne, og som både Sjøgren (2018) og Nørgaard (2019) tager afstand fra.

(2) Den generøse, der kigger på de praktiske anvendelsesmuligheder, idet Jensen også selv gør opmærksom på, at der sjældent ligger en ren militær-økonomisk rationalitet bag optimeringen. Det omkringliggende samfund kan have andre prioriteter, der kan opstå værnsrivaliseringer mv. I den læsning fastholdes Krigsførelsens Kredsløb som en model, der udstyret med et sæt realistiske antagelser om mulige årsagssammenhænge kan generere hypoteser, der kan efterprøves med egentlige teorier, hvor man selvstændigt diskuterer sine egne forudsætninger samt de sammenhænge og parametre, man måtte udvælge.

Et system af systemer i en usikker fremtid

I 2013 foreslår H. P. H. Michaelsen en gentænkning af modellen. Under overskriften ’Kredsløbsforstyrrelser’ spørger Michaelsen, hvad der i 2013 forstyrrer balancen i kredsløbet. Igen afspejler den skriftlige fremstilling eksisterende praksis. Denne gang i form af ordet uddannelse, der placeres midt i grundmodellen. Michaelsen stiller forslag om at justere modellen, således at det gøres tydeligt, (1) at det omkringliggende samfund stiller betingelserne for, hvordan kredsløbet kan komme til udtryk – her kan indtænkes flere variabler end i Jensens ydre ring – og (2) at optimeringen foregår i relation til opgaven/opgaverne i en tid, hvor Forsvarets opgaver er blevet markant mere mangfoldige end under den kolde krigs forsvar af landets grænser. Michaelsens pointe er dermed primært et spørgsmål om at genintroducere idéen om, at kredsløbet altid optimeres i retning af noget nøjagtigt, som Bergsteins oprindelige model argumenterede for. Hos Michaelsen er det opgaven/opgaverne, der er mekanismen, som driver udviklingen, hvor det i Bergsteins bipolare udlægning var modstanderen. Samtidig synes Michaelsens udlægning også at repræsentere den aktuelle sikkerhedspolitiske udvikling anno 2013: Det danske forsvar har fået redefineret sig selv. Det er blevet omstillet fra territorialt forsvar af Danmark til et forsvar med fokus på internationale, deployerbare kapaciteter, som på dette tidspunkt er engageret i forskellige stabiliseringsoperationer (Figur 4).

Figur 4 

Forslag til udvidelse af Krigsførelsens Kredsløb (Michaelsen 2013: 49).

Michaelsen diskuterer ligeledes problemet med at inkludere flere faktorer i den eksisterende model: Den risikerer at blive uoverskuelig at arbejde med. Michaelsen tager hermed hul på det helt grundlæggende dilemma ved Krigsførelsens Kredsløb, som også blev fremhævet i indledningen til denne artikel: Hvor kompleks må en model blive, hvis den skal være enkel nok at arbejde med, men samtidig fleksibel nok til at indfange den kompleksitet, som virkeligheden udgør?

Sammenfattende kan vi nu sige, at der i udlægningerne alene synes at være enighed om, at der eksisterer en sammenhæng mellem begreberne organisation, teknologi og doktrin, mens der er uenighed om årsagssammenhænge i forhold til, hvad der forårsager hvad, endsige hvad der driver udviklingen. Bergstein slutter selv sin oprindelige artikel med en opfordring til læseren om selv at vurdere, hvorvidt kravene til en sammenhængende begrebsstruktur er mødt med hans udlægning (Bergstein 1985: 74). Enhver, der ønsker at anvende Krigsførelsens Kredsløb i en given analyse, er således tvunget til selv at tage stilling til, om modellen eller strukturen nu også er anvendelig til at løse det valgte problem.

Vi vender os derfor mod en kort analyse af opgaverne fra stabskursus og Master i Militære Studier for at få et indblik i, hvordan Krigsførelsens Kredsløb har været anvendt i praksis.

Krigsførelsens Kredsløb i praksis

I Forsvarets Forskningsdatabase ligger ultimo 2019 245 projekter fra det tidligere stabskursus og 18 fra den nuværende Master i Militære Studier, der blev indført i 2014. I alt 263 projekter, hvoraf det ældste er fra 2004. Der ligger også 32 afgangsprojekter fra diplomuddannelsen, men disse er alene fra Hærens uddannelse i 2018 og kan dermed ikke siges at udgøre noget repræsentativt blik over tid. De medtages derfor ikke i nærværende analyse. Databasen giver ikke det fulde overblik over anvendelsen af kredsløbet, idet alene projekter bedømt med karakteren 7 eller højere, og hvor den studerende har givet samtykke til publicering, er tilgængelige. Men den giver det bedste indblik i, hvordan modellen er blevet anvendt. Projekterne er behandlet ved gennemlæsning af teoriafsnittet og kategorisering af anvendelsen af Krigsførelsens Kredsløb.

Ud af de 263 gennemgåede projekter anvender 21 Krigsførelsens Kredsløb. De falder i perioden 2007-2017, hvoraf ikke mindre end ni er skrevet i 2013. Kun ét projekt skrevet på den akkrediterede Master i Militære Studier anvender Krigsførelsens Kredsløb, men det kan selvsagt bero på tilfældighed. Alle 21 anvender en variation over grundmodellen i det indre kredsløb: sammenhængen mellem organisation, teknologi og doktrin. Af disse refererer 20 til Jensens artikel fra 2004. Den sidste refererer ikke eksplicit til Jensens artikel, men i stedet til den upublicerede håndbog Hærens Officersskoles Vejledningssamling (HOVEJSAM), som gengiver samme grundlæggende idéer foruden Jensens grafiske udgave af modellen (Tabel 1).

Tabel 1

Anvendelsen af Krigsførelsens Kredsløb i opgaver på Forsvarsakademiets stabskursus og Master i Militære Studier. Opgaverne er alene angivet ved deres årstal.

Anvendelsen af KK 2017 2014 2014 2014 2013 2013 2013 2013 2013 2013 2013 2013 2013 2012 2012 2011 2010 2009 2008 2008 2007

Kredsk∅bet som teori? X X X X X X X X X X X X X X X X X X
Anvendes ydre kredsl∅b? X X X X X X X X X
Anvendes indre kredsl∅b? X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X
Reference til Jensen (2004)? X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X
Suppleres teorien? X X X X X X

18 projekter anvender kredsløbet som en egentlig selvstændig teori med reference til Jensens artikel, og tre anvender modellen som struktur til at ordne empirien. I ni ud af de 18 opgaver anvendes både det indre og det ydre kredsløb. I syv modificeres det også: I en opgave flettes USA’s DOTMLPF (Doctrine, Organization, Training, Materiel, Leadership and Education, Personnel, and Facilities) ind i kredsløbet, i en anden erstattes hele det ydre kredsløb eksempelvis af begrebet agility, og i endnu andre stilles der forslag om at udvide det ydre kredsløb med flere variabler. I 10 ud af de samlede 21 opgaver sker dette allerede i teoriafsnittet.

Praksis har hidtil været, at opgaveskrivere har været entydigt inspireret af Jensens realistiske udlægning. Men der er ikke nogen entydig stringens i anvendelsen af Krigsførelsens Kredsløb, idet 10 ud af 21 har følt et behov for at justere kredsløbet allerede i teoriafsnittet, og kun ni anvender det ydre kredsløb. Opgaveskriverne skitserer netop den måde, vi også i dette temanummer er gået til Krigsførelsens Kredsløb: at det må modificeres og tilvirkes på pragmatisk vis, hvis det skal sige noget om den specifikke situation, man ønsker at forstå.

I den akademiske litteratur er Krigsførelsens Kredsløb meget sparsomt repræsenteret. Søren Nørby (2018) anvender det som et fokuseringsværktøj eller en struktur til at sortere sin empiri i ph.d.-afhandlingen Når fjenden forsvinder på samme måde som tre af projekterne fra forskningsdatabasen. Artiklen ’Hvad er Krigsførelsens kredsløb og hvad kan vi med det?’ (Sjøgren 2018) er en tekstnær, kritisk gennemgang af de videnskabsteoretiske argumenter i Jensens (2004) artikel. Artiklen konkluderer, at Krigsførelsens Kredsløb ikke er en teori; det er alene en model, som skal tilføres teori for at opnå forklaringskraft. Endelig fremgår Krigsførelsens Kredsløb kort af Katrine Nørgaards (2019) introduktion til bogen Robotterne Styrer! Militær teknopolitik og risikoledelse i praksis. Her anvendes en kritik af både Bergsteins og Jensens udlægninger som afsæt for en introduktion til en radikalt anderledes forståelse af forholdet mellem mennesker og teknologi. Det bemærkes i øvrigt, at både Nørby, Nørgaard og Sjøgren alle i forvejen er tilknyttet Forsvarsakademiet. I akademisk litteratur uden for Forsvaret har vi ikke kunnet genfinde modellen.

Krigsførelsens Kredsløb fremgår heller ikke af Forsvarets øvrige publikationer eller reglementer. Alligevel dukker det op som en latent forståelse af, hvordan forholdene nødvendigvis må hænge sammen. Eksempelvis refererer Susanne Lund (2017) til Krigsførelsens Kredsløb, når hun beskriver, hvordan Hærens studie- og udviklingsprogram afspejler Hærens fokus på doktrin, organisation og teknologi. Til spørgsmålet om, hvorfor vi bør have en national (landmilitær) doktrin, er svaret også, at en dansk doktrin forholder sig til kredsløbets indre såvel som ydre ring. I kompetenceprofilen for premierløjtnanter i Hæren står eksempelvis, at officeren skal have viden om “udviklingen af den militære profession i relation til samfundets udvikling, herunder sammenhængen mellem doktrin, teknologi og organisation med henblik of at forstå behovet for ændringer i krigsførelsens kredsløb” (Hærstaben 2018: 3).

Karsten J. Møller (2007) anvender i en rapport om fremtidens officersuddannelser Krigsførelsens Kredsløb til at vise bredden af området, og i en rapport om den militærteknologiske udvikling fra Forsvarets Forskningstjeneste tager Svend Bergstein, Niels Krarup-Hansen og Klaus Lawætz afstand fra den klassiske opfattelse af adskillelse af elementerne i Krigsførelsens Kredsløb. De skriver:

I den klassiske opfattelse af teknologiers betydning for militære problemstillinger fokuserer man gerne på materiel, som så har indflydelse på de andre hjørnesten doktrin og organisation. Dette er ikke længere tilfældet. Teknologien gennemsyrer alt enten det sker gennem anvendelse af informationsteknologi eller blot ved andre former for systematisk procedure. Teknologien tager fat, når et område kan behandles ved hjælp af matematik (modellering), og der er et fortsat stigende antal militære discipliner, som kommer ind under denne paraply. (Bergstein, Krarup-Hansen & Lawætz 2005: 50f)

Der synes altså at eksistere en klassisk opfattelse af, hvad Krigsførelsens Kredsløb er. Men når opfattelsen gås efter i sømmene, bliver uklarheder tydelige. De tre klassiske udlægninger fra denne artikel mener ikke det samme, og de repræsenterer hver deres specifikke sikkerhedspolitiske situation. De fleste af afgangsprojekterne lægger sig tæt op ad Jensens forståelse, men det er uklart hvorfor. I den akademiske litteratur er Krigsførelsens Kredsløb stort set fraværende eller noget, som man tager afstand fra. Slutteligt møder vi igen Bergstein, Krarup-Hansen & Lawætz (2005), der angiver, at teknologien nu gennemsyrer alt, og at den klassiske opfattelse af hjørnestenene teknologi, doktrin og organisation ikke længere er gældende.

At Krigsførelsens Kredsløb på denne måde ligger som en latent forståelse eller klassisk opfattelse i officerskorpset, og at det uden videre argumentation inddrages i en debat om, hvorfor vi eksempelvis bør have en dansk landmilitær doktrin, fordrer netop, at vi spørger til kredsløbets grundantagelser, muligheder og begrænsninger. Hvad baserer vi egentlig vores vurderinger på? Og er dette rimeligt i forhold til den specifikke situation, man forsøger at forstå? Det leder os til spørgsmålet bag dette temanummer: Hvad kan Krigsførelsens Kredsløb anno 2020?

Andre modeller

Andre landes forsvar har også udviklet modeller til at analysere militær kapabilitet. For at sætte Krigsførelsens Kredsløb i perspektiv vil vi herunder gennemgå to gængse modeller: den amerikanske DOTMLPF og den britiske Fighting Power. Modellerne er valgt, fordi de har ligheder med Krigsførelsens Kredsløb; de er udviklet af praktikere til brug for praksis. De lider dermed af de samme teoretiske problemer som Krigsførelsens Kredsløb. Disse bliver tydelige, hvis man vil anvende dem i sit akademiske arbejde. I modsætning til Krigsførelsens Kredsløb er de dog begge forankret i egentlige doktrinære publikationer. Der findes også modeller udviklet af akademikere på baggrund af mere eksplicit teori. Vurdering af disses anvendelighed er imidlertid uden for rammerne af denne artikel.2

I amerikansk forsvarsplanlægning anvendes akronymet DOTMLPF. Det er en sammentrækning af faktorerne Doctrine, Organization, Training, Materiel, Leadership, Education, Personnel og Facilities. I det centrale direktiv om værnsfælles integration og udvikling er faktorernes indbyrdes orden ikke forklaret; der refereres i stedet til dem som en slags selvfølgelighed eller selvforståelse (Chairman of the Joint Chiefs of Staff 2015). I direktivet er disse faktorer heller ikke fremstillet grafisk som en model i lighed med Krigsførelsens Kredsløb. Der er nærmest tale om en huskeliste eller en ramme omkring mulige effekter – det, som Bergstein givetvis ville have kaldt en begrebsstruktur, der kan anvendes til analyse. Faktorerne er dog ordnet i en tabel, hvor man for hver faktor kan opgøre de vurderede konsekvenser af bestemte opgaver som eksempelvis nuklear afskrækkelse eller støtte til civile myndigheder (Chairman of the Joint Chiefs of Staff 2015: A-4). Altså: Hvad er de doktrinære, organisatoriske, uddannelsesmæssige osv. konsekvenser eller behov, hvis vi skal løse en bestemt opgave? I den seneste version af listen er der tilføjet et ’-P’ for Policy. Formålet med en DOTMLPF-P-analyse er at identificere capability gaps, altså at få øje på steder, hvor tingene ikke hænger sammen i forhold til at løse en given opgave, og derfra anbefale løsninger til at bygge bro over disse huller. Der er dermed tale om et værktøj eller en rammeforståelse til at arbejde med kapabilitetsudvikling. Det er på samme måde, at Krigsførelsens Kredsløb ifølge Michaelsen (2020) vil kunne anvendes.

En variant af DOTMLPF anvendes også bredt i NATO-sammenhænge: DOTMLPF-I. Den er uden ’-P’, men med et ’-I’ for Interoperability, og den bruges til såvel udvikling af samarbejdet mellem alliancens lande som til udvikling af krav til udrustning (NATO Science and Technology Organization 2017). Det er således ganske umuligt på baggrund af huskelisten i sig selv at udlede noget om årsagssammenhænge. Modellen viser alene, at disse parametre bør tænkes med i, hvordan militær kapabilitet opbygges eller vedligeholdes. Men den siger ikke noget om hvordan. Hvis DOTMLPF-modellen da skal anvendes i en akademisk analyse, er det tydeligt, at der må suppleres med egentlig teori, der kan sige noget om årsagssammenhænge.

Det britiske forsvar har også en analysemodel, der sigter på at indkredse, hvordan militære kapaciteter udvikles. British Fighting Power-modellen er udførligt forklaret i et militært reglement og har til formål at give officerer og civile planlæggere et analytisk grundlag for forsvarsudviklingen (UK Ministry of Defence 2014: 25, Figur 5).

Figur 5 

British Fighting Power-modellen (UK Ministry of Defence 2014: 25).

Denne kapacitetsmodel bygger på en implicit teori, der fremhæver tre elementer: konceptuelle, moralske og fysiske faktorer, og eksplicitte indikatorer som lederskab, motivation og sammenhængskraft. Den implicitte teori er imidlertid ikke udlagt klart. Vi får en autoritativ angivelse af, at en sådan sammenhæng eksisterer, men ikke svar på, hvorfor eller hvordan vi kan forstå denne sammenhæng. Heller ikke i British Fighting Power synes mekanismen/mekanismerne altså klarlagte. Vi må selv besvare spørgsmålene om, hvordan vi kan forstå den påståede sammenhæng mellem de konceptuelle og de moralske komponenter, og hvorfor dette er en god måde at løse vores specifikke problem. Hvis denne model skal anvendes i akademisk såvel som praktisk arbejde, må den implicitte teori diskuteres.

Idéen om at sammenfatte en kompleks analyse af militær kapabilitet i en enkelt model synes at være udtryk for en almindelig praksis også blandt vores allierede. Men både den amerikanske og den britiske model møder samme grundlæggende dilemma i afvejningen mellem enkelthed og kompleksitet som Krigsførelsens Kredsløb og samme problemer med påstandene om korrelation og kausalitet, og hvordan sammenhængene skal forstås. De udpeger hver især nogle elementer, som på en eller anden måde hænger sammen, men hvorfor de hænger sammen, hvordan de hænger sammen, og hvad der sker, hvis en af parametrene ændres, fortæller modellerne ikke noget om. Samtidig er det uklart, hvorfor nogle elementer eksplicit er medtaget, og andre ikke er. Fælles for alle modellerne er, at de suppleret med almindelig sund fornuft ville kunne generere nogle hypoteser, som efterfølgende ville kunne afprøves, og at de på hver deres måde kan fungere som en huskeliste, hvis man fx vil opgøre konsekvenserne ved bestemte våbenanskaffelser eller vurdere, hvad en bestemt opgave kræver. Hvorvidt huskelisten er god eller ej, handler mest om, hvad man skal bruge den til. Til forskel fra Krigsførelsens Kredsløb er ovenstående modeller dog reglementarisk forankrede og dermed autoriseret til en bestemt form for brug. Såfremt Krigsførelsens Kredsløb fortsat skal anvendes af praktikere i det danske forsvar, kunne man overveje en lignende autorisation, der angiver, hvornår og hvordan kredsløbet bør anvendes i praksis.

Konklusion

Idéen om en orden som Krigsførelsens Kredsløb lever som en fælles referenceramme blandt danske officerer. Kredsløbet er blevet doceret på vores uddannelser, men den kritiske diskussion af præmisserne har været fraværende, og kredsløbets historie er hullet. Det har givet rum for fri fortolkning, der har taget modellen i flere forskellige retninger. Modellen lever, fordi den har vist sig at være et nyttigt redskab i praksis. Det er en enkelt måde at ordne en samtale om militær kapabilitet, og for praktikerne har den fungeret som en nyttig balance mellem enkelthed og kompleksitet.

At noget virker i praksis, er imidlertid ikke nok til ukritisk at overføre det til det videnskabelige arbejde. Det er ikke nok at vide, at tingene hænger sammen, som det påstås i Krigsførelsens Kredsløb. Hvis vi ønsker at bedrive videnskab, må vi også vide hvorfor. Problemet er her, at Krigsførelsens Kredsløb i sig selv ikke er andet end en grafisk repræsentation. Spørgsmålet om årsagssammenhænge eller mekanismer internt i kredskøbet kommer fra teori. Derfor skal Krigsførelsens Kredsløb tilføres teori for at opnå forklaringskraft. Dette gælder også for analyser, der ikke gør krav på at være videnskabelige. Også til brug i praksis bør præmisserne udlægges. For det første, fordi Krigsførelsens Kredsløb har haft så mange knopskydninger, at der næppe er en fast og autoriseret udlægning. For det andet, fordi man ved at fremlægge sine antagelser også i praktiske spørgsmål får lejlighed til at stille sig kritisk over for dem. Det kommer der bedre analyser ud af.

Notes

1Se eksempelvis Møller (2007), Lund (2017), Hærstaben (2018) og Rasmussen (2019). 

2Se eksempelvis Brooks & Stanley (2007) eller Lawson (2011). Farrell i Brooks & Stanley (2007) angiver globale normer (eller mode) som et element til at forstå den irske hærs organisering og udrustning i mellemkrigstiden. 

Anderkendelser

Opgørelsen over anvendelsen af Krigsførelsens Kredsløb i akademisk praksis bygger oven på baggrundsdata fra Sjøgren (2018). Data er opdateret i forbindelse med udarbejdelse af denne artikel. De studerendes opgaver er tilgængelige via https://pure.fak.dk/da/studentthesis/search.html

Tak til de øvrige forfattere af artikler til dette temanummer samt redaktøren, Peter Viggo Jakobsen, for konstruktiv kritik under udarbejdelse af artiklen.

Interessekonflikter

Forfatterne har ingen interessekonflikter i forbindelse med denne artikel.

Litteratur

  1. Bergstein, S. (1985). Om voldens teknologi. Militært Tidsskrift, 114, februar. 

  2. Bergstein, K-H., & Lawætz (2005). Den militærteknologiske udvikling. FOFT (rapport nr. M-16/2005). København: Forsvarskommandoen 

  3. Brooks, A., & Stanley, E. A. (2007). Creating Military Power: The Sources of Military Effectiveness. Stanford: Stanford University Press. DOI: https://doi.org/10.11126/stanford/9780804753999.001.0001 

  4. Chairman of the Joint Chiefs of Staff. (2015). Joint Capabilities Integration and Development System (JCIDS) (Nr. CJCSI 3170.01I); 23. januar. Arlington, VA: United States Department of Defense. Hentet fra https://www.mccdc.marines.mil/Portals/172/Docs/MCCDC/FDSP/FDS%20References/CJCSI%203170.01I.pdf?ver=2018-05-01-115226-050 

  5. Clausewitz, C. v. (1832). Vom Kriege. Berlin: Dümmlers Verlag. Hentet fra https://www.clausewitz.com/readings/VomKriege1832/_VKwholetext.htm 

  6. Forsvarsakademiet. (2016). Studieordning for Master i militære studier 2016. Hentet fra http://www.fak.dk/uddannelse/Studieadministration/studieordninger/Documents/Studieordning%20for%20Master%20i%20milit%C3%A6re%20studier%202016%20[DOK16865].pdf 

  7. Hærstaben. (2018). Kompetenceprofil for premierløjtnant (M312) i Hæren. Juli. 

  8. Jensen, M. S. (2004). Krigsførelsens kredsløb. Militært Tidsskrift, 133(1). Hentet fra https://krigsvidenskab.dk/emne/krigsforelsens-kredslob 

  9. Jensen, M. S. (2019). Email til forfatteren. 22. november. 

  10. Lawson, S. (2011). Articulation, Antagonism, and Intercalation in Western Military Imaginaries. Security Dialogue, 42(1): 39–56. DOI: https://doi.org/10.1177/0967010610393775 

  11. Lund, S. K. (2017). Udviklingen og anvendelsen af dansk forsvars landmilitære doktrin. Militært Tidsskrift, 17. november. Hentet fra https://krigsvidenskab.dk/udviklingen-og-anvendelsen-af-dansk-forsvars-landmilitaere-doktrin 

  12. Michaelsen, H. P. H. (2013). Kredsløbsforstyrrelser. Militært Tidsskrift, 141(4). Hentet fra https://www.krigsvidenskab.dk/emne/krigsforelsens-kredslob 

  13. Michaelsen, H. P. H. (2020). Krigsførelsens Kredsløb som kapabilitetsmodel – fra symmetrisk model til fokus på opgaven. Scandinavian Journal of Military Studies. 

  14. Møller, K. J. (2007). Den videregående officersuddannelse i det 21. Århundrede: War Studies eller krigsvidenskab som kerneelement? Working paper. København: Forsvarsakademiet. Hentet fra http://fak.dk/biblioteket/publikationer/Documents/war_studies_ii_net_1.pdf 

  15. NATO Science and Technology Organization. (2017). STO Technical Report on Sensitive Equipment Decontamination. Neuilly-sur-Seine: NATO. 

  16. Nielsen, K. V. (1986). Krigsfilosofi og militær teorier i Clausewitz, C. Von, Om Krig, bind III. København: Rhodos. 

  17. Nørby, S. (2018). Når fjenden forsvinder. Det danske flyvevåbens omstilling fra Berlinmurens fald i 1989 til krigen over Libyen 2011. Ph.D.-afhandling, Syddansk Universitet, Odense. Hentet fra https://www.sdu.dk/-/media/files/forskning/phd/phd_hum/afhandlinger/2018/noerbyphd-final.pdf?la=da&hash=14B5513A8A3A0347B4B7F882B2C326EF8D2C9FC4 

  18. Nørgaard, K. (2019). Introduktion. Nye teknologier på en ny kampplads – mennesker og maskiner i krig i K. Nørgaard og S. Sjøgren, red. (2019) Robotterne Styrer! Militær teknopolitik og risikoledelse i praksis. Frederiksberg: Samfundslitteratur. 

  19. Rasmussen, C. N. (2019). Militær faglighed – det er da den eneste faglighed! Militært Tidsskrift. Hentet fra https://www.krigsvidenskab.dk/emne/militaer-faglighed-det-er-da-den-eneste-faglighed 

  20. Sjøgren, S. (2018). Hvad er Krigsførelsens kredsløb og hvad kan vi med det. Militært Tidsskrift. Hentet fra https://www.krigsvidenskab.dk/emne/hvad-er-krigsforelsens-kredslob-og-hvad-kan-vi-med-det 

  21. Sjøgren, S. (2020). Krigsførelsens Kredsløb i et videnskabsteoretisk perspektiv – teorier, modeller og virkelighed. Scandinavian Journal of Military Studies. 

  22. UK Ministry of Defence. (2014). Joint Doctrine Publication 0-01 “UK Defence Doctrine” (JDP 0-01) (5. udgave). Shrivenham: The Development, Concepts and Doctrine Centre of the Ministry of Defence.